Besættelsestiden 9. april til 5. maj 1945 i Husby

Af Jens Andersen, Husby
Foto: Bent Anthonisen

Artiklen er bragt i årsskriftet 1995

Vinteren 1940 var meget kold og lang. Der faldt sne den 4. april, så meget at vi måtte ud og kaste sne den 5. april.
Den 9. april, da tyskerne indtog Danmark, var sneen stort set væk. Der var forår i luften, og mange landmænd spændte hestene for ploven og begyndte forårspløjningen, men det var ikke de sædvanlige fugle, der den dag fløj over pløjemarken. Nej, det var tyske militærfly, der overfløj landet. De kom i bølger, det ene efter det andet. Synskredsen var til tider fyldt af dem. Det gik nu op for befolkningen, hvad der var sket. Den tyske krigsmaskine havde indtaget det lille Danmark.
Gennem radioen, som på dette tidspunkt næsten fandtes i ethvert hjem, kunne befolkningen følge, hvad der skete, for de tyske landstyrker kom ikke i første omgang hos os, de holdt sig til de nordgående hovedlandeveje.

Det første påbud var mørklægningen. Ikke en eneste lysstråle måtte slippe ud, når det var mørkt. Gennem alle fem år gjaldt dette påbud, hvis overholdelse i begyndelsen blev overvåget af det danske politi. For det viste sig nu, at den danske regering ikke alene havde overgivet landet til tyskerne, nej, man havde indgået en samarbejdsaftale med besættelsesmagten. Flere gange i dagens løb blev Kongens opråb til det danske folk læst op i radioen. Den næste dag blev det på skrift husstandsomdelt. Rationeringsmærker blev uddelt i forsamlingshuset. De var trykt et halvårstid forinden, og var klar til uddeling. At der blev brug for dem, var der ikke mange, der tvivlede på, men at Danmark skulle blive inddraget i krigen, det troede menigmand ikke på. Det havde man ikke været i første verdenskrig, og det blev man nok heller ikke denne gang.
Resten af året 1940 gik hos os uden de store begivenheder. De tyske soldater så vi sjældent. Tyske fly rekognoscerede langs den jyske vestkyst. Besætningen vinkede til de badende.
Den danske landbrugsproduktion, som før blev solgt til England, blev nu dirigeret til Tyskland, uden at producenten mærkede noget til det. Nogen egentlig varemangel var der ikke. Lagrene var godt fyldte. Der var endnu mange mennesker, som huskede første verdenskrig, derfor havde man sikret sig, da det trak op til krig.

1941 var også ret begivenhedsløst, hvad besættelsen angår hos os, men der gik en national stemning over landet. Vi samledes til alsang, hvor vi sang fædrelandssange og nye sange. Det styrkede befolkningen i troen på, at Danmark skulle blive frit igen. Kongesangbogen blev udgivet og Kongenålen, som var blevet lavet, bar vi næsten alle. Som noget nyt kom der enkelte engelske fly ind over landet. Et af dem smed en bombe i et sommerhusområde ved Fjand. Det var uden for sæsonen, så der skete ingen personskade.
Vinteren 1941 var også meget kold. Det kneb mange steder med at holde varmen i de små hjem. Brænde var som alt andet rationeret. For at spare på den elektriske strøm, blev strømmen afbrudt i nattetimerne. En utrolig opfindsomhed bredte sig, man opfandt erstatning for både det ene og det andet, bl.a. kørte bilerne på gengas. Der blev på bilens bagerste del anbragt en kakkelovnslignende cylinder, hvor man fyrede med fast brændsel, varme og røg blev via en generator omdannet til gas, som kunne bruges som drivkraft i bilmotoren.

Al brødkorn skulle af landmændene afleveres til statslagrene, alle landejendomme over en vis størrelse skulle aflevere et vist antal tønder korn.
I mangel af brødkorn skulle de aflevere foderkorn, som på mærker blev tildelt mindre landbrug. Kraftfoder til malkekøerne var også på rationeringsmærker, kunstgødning til markerne kunne man kun købe i ganske små mængder, så vi var alle økologiske landmænd.
Sommeren 1941 var meget varm og tør. På de sandede jorder var der misvækst. Der kom i denne sommer rigtig gang i tørvemoserne. En masse tørv blev gravet, og de blev tørret. Befolkningen var ved at indstille sig på, at man kun kunne få indenlands brændsel.
Den tyske værnemagt tromlede stadig frem, efter det vi hørte i radioen og læste i avisen. Der var enkelte, der havde opdaget, at de på en bølgelængde kunne høre en dansk udsendelse fra B.B.C., London. Udsendelsen var meget generet af en støjsender, som tyskerne havde etableret, men snart lyttede alle til udsendelsen.

Vinteren 1942 begyndte straks i det nye år. Det blev den koldeste af de tre vintre 1940-41 og 42. De tyske soldater stod langt inde i Rusland. De frøs bogstaveligt fast der og måtte begynde et meget langt tilbagetog, som af tyskerne blev beskrevet som små sejre, men de blev langsomt trængt tilbage.
England og USA var i færd med at opbygge en stor hær. Det var tyskerne godt klar over. Så begyndte man at bygge det, man kaldte Atlantvolden – et meget stort  befæstningsanlæg, der strakte sig fra Nordkap til den spanske grænse.

1943 blev et skelsættende år for os under krigen. Vi havde indtil nu ikke mærket ret meget til den tyske besættelse, men nu strømmede tyske soldater til. De beslaglagde hotel, skole og forsamlingshus samt enkelte private boliger. Nogle steder måtte folk stille deres pæne stue til rådighed for officererne. Disse soldater var en broget skare, nogle var meget unge, det var nye årgange, som skulle oplæres i krigskunsten, andre var garvede frontkæmpere, som skulle stresse af i det forholdsvise fredelige Danmark, men der var god disciplin. De helt store kontroverser mellem dem og befolkningen blev det ikke til.
Nu begyndte det store arbejde med at befæste den jyske vestkyst. Arbejdere og alle andre slags folk strømmede til. De fik ansættelse hos danske entreprenører, som af tyskerne var blevet beordret til at befæste landet mod vore befriere.
Alle disse mennesker skulle have tag over hovedet. De blev tvangsindkvarteret hos private. Alle hjem i sognet havde, hvis der var plads, to arbejdere indlogeret. De skulle have fuld kost.
Det var en broget skare. Nogle af dem gik på arbejde i sko, der ikke lige var den bedste fodbeklædning til arbejdet i klitter og moser.
Disse mennesker kom ikke her for at hjælpe tyskerne, men for at tjene til føden til dem selv og deres familier. Arbejdsløsheden var stor, og der måtte ikke udbetales dagpenge, når der kunne anvises arbejde hos tyskerne. De, der boede hos os, forslog slet ikke. Mange blev kørt i lastbiler hertil hver dag. Det hele foregik uden den helt store ballade, man affandt sig med forholdene. Enkelte steder blev det til venskab mellem vært og logerende, som varede i mange år efter krigens ophør.
De kom med de bare næver og fik en skovl stukket i hånden. De skulle ikke alene bygge anlæggene, og det var ikke en sandvold, der skulle laves, nej, det var kæmpe bunkers i jern og beton. Store mængder byggematerialer skulle transporteres.

Brændstof var det knapt med. For at spare på det, brugte man heste og vogne. En del af landmændene i området kørte for tyskerne, som mange sagde i kortere eller længere tid. Nogle af dem fik lavet hagekors på deres græsmark af ukendte gerningsmænd. Der kom også folk fra andre egne af landet, kørende i hestevogn, for at tjene lette penge. De blev også indkvarteret.

Der blev af tyskerne opført en større lejr nord for Husby kirke, i området hvor præsteboligen nu ligger. Den blev opført af træstammer, som de huggede i Husby Klit Plantage. Fra denne lejr mod vest helt ud til havet ca. 4 km, lagde man beton på vejen, for at den skulle holde til deres tunge køretøjer. For enden af vejen helt ud mod havet oprettede man også en lejr, hvor soldaterene kunne opholde sig, når de ikke var på vagt i de mange betonbunkers, som lå spredt rundt i klitterne, forbundet med masser af pigtrådsspærringer og minefelter. I tusindvis af sække cement blev brugt til ingen verdens nytte, og vi kunne ikke købe cement til byggeri uden ansøgning.

Det var ikke bare ude ved havet, der blev opført forsvarsværker. Også i baglandet blev der lavet en del. Der blev gravet en tankgrav fra Sdr. Nisssum Fjords sydside til Husby sø. Der er, hvad vi i dag kalder en bred kanal indhegnet på begge sider af flere rækker pigtråd. Ved opførelsen af dette anlæg var vejen ved Kast Bro spærret i fem dage. Vi kunne ikke komme af med mælken til Staby mejeri, den blev kørt til Sdr. Nissum mejeri.

Krigen rasede videre. Fra begge sider blev der taget mere avanceret krigsmateriel i brug. I England havde man opstillet en hel masse spærreballoner til værn mod tyske flyangreb. Det var kæmpe balloner, der var tøjret til jorden med en flere km lang stålwire. Det skete, at sådanne balloner rev sig løse og drev med vestenvinden til Jylland, slæbende den lange trosse efter sig. En sådan kom sejlende ind over Husby. Trossen ragede samtlige luftledninger ned på sin vej ind over landet. Sådanne balloner var eftertragtede. Stålwiren var mange penge værd og selve ballonhylsteret kunne der laves op mod tusind dejlige regnfrakker af.
Ballonen, der kom over Husby, blev af arbejderne forsøgt nedtaget. Det var ved at lykkes, men så kom tyske soldater og forhindrede det og senere kom tyske fly og skød ballonen ned.

Sommeren 1943 blev et vendepunkt. Modstandsbevægelsen voksede. Næsten alle var klar over, at krigen ville ende med Aksemagternes nederlag, og så var det bedst at man havde holdt på den rigtige hest, når engang krigen standsede.
Den danske regering fik kolde fødder og trak sig ud af samarbejdet med tyskerne. Regeringen gik af. Det var med bange anelser, vi så fremtiden i møde. Modstanden mod besættelsesmagten kunne ses, tropperne øgedes, illegale blade og skrifter kunne man få stukket i hånden, når man mindst ventede det. Der blev udøvet sabotage på tyskernes materiel og de virksomheder, der arbejdede for tyskerne. Det var kun i det små, men det irriterede tyskerne. De ville have regeringen til at gribe hårdere ind, men det ville den ikke, derfor måtte den gå af.
Der blev udsendt et påbud om, at alle skulle være i besiddelse af et identitetskort. Til det skulle der bruges et vellignende billede. Fotograf Sørensen fik travlt. Han averterede i bladet. Alle, der ønskede at blive fotograferet, bedes møde ved Husby forsamlingshus på torsdag mellem kl. 10.00 og 16.00. Det var ikke alle, der var lige tilfredse med deres billede, de mente ikke, de kunne kende sig selv. Identitetskortene blev skrevet og udleveret af sognerådsformand Ole A. Olesen.

Den 4. januar 1944 blev digterpræsten Kaj Munk i Vedersø myrdet. Straks efter hans begravelse rejste vores præst K. L. Aastrup til Sverige. Der blev snart efter ordineret en anden præst i embedet. Nu, efter 4 års krig, var der mangel på alt. Der kunne kun købes erstatningsvarer, som var af meget ringe kvalitet. Tøj lavede man bl.a. af kohår, koste af revlingeris, reb af papir, tobak af tobaksplanter avlede man selv, sirup lavede man af sukkerroer. Bygmel blev nu brugt meget til bagning, det var den eneste melsort, der ikke var rationeret.

Luftrummet over Husby blev nu hver nat overfløjet af allierede fly, der kastede våben ned til modstandsbevægelsen, men der var ingen modtagepladser. Tyskerne havde sat sig på det hele, men der blev udøvet sabotage mod ting, som de danskere, der arbejdede for tyskerne, brugte. Det var navnlig deres vogne, det gik ud over. Sabotage på selve forsvarsværkerne fandt ikke sted, det ville også være selvmord at udføre det.
Endelig skete det. De allierede gik i land på den franske kyst. Den 4. juni 1944 hørte vi om det i radioen fra London, men hos os gjorde det ikke den store forandring ud over, at flyvningen blev meget intensiveret. Hver nat drønede de store bombefly ind over os på vej til deres mål.

Til trods for at regeringen var gået af, fungerede det hele så nogenlunde. Departementcheferne sad stadig på deres poster og sørgede for, at dagligdagen fungerede under tyskernes overvågning, men det var ikke let, sabotagen voksede. Det gik ud over jernbaner og mange andre ting, som tyskerne benyttede. Som modtræk oprettede tyskerne terrorkorps under forskellige navne. De var bemandet med danske landsforrædere. De skulle sprænge bygninger, som havde dansk kulturværdi og sidst, men ikke mindst likvidere danske modstandsfolk.
Tyskerne mente også, det danske politi gjorde for lidt for at holde ro og orden, og de beskyldte dem for direkte at samarbejde med modstandsbevægelsen. En dag i september blev alle politibetjente, som ikke nåede at skjule sig, taget til fange og sendt i tyske koncentrationslejre, hvorfra mange af dem aldrig vendte tilbage.
For ikke at få det hele til at gå agurk, blev der oprettet vagtværn ud over landet, enten i hvert sogn eller flere sogne slog sig sammen om opgaven. Derudover blev der ansat nogle unge mennesker i uniform. De skulle patruljere i byområderne nat og dag, dem kaldte vi føl. En del af dem blev politibetjente efter krigen, som erstatning for dem, der døde i tyske koncentrationslejre.

Det var andre soldater, der var i Husby i begyndelsen af 1945. Det var russiske soldater, der havde overgivet sig til tyskerne. I stedet for at sidde i krigsfangenskab havde de svoret troskabsed til den tyske armè og var nu på deres side. Tyskerne stolede ikke så meget på dem, at de turde sende dem til fronten, derfor var de på bevogtningsopgave i Danmark. De halvsultede og prøvede på alle måder at supplere deres sparsomme rationer. Vi måtte have dørene låst, ellers kunne det nemt ske, der manglede et eller andet.
Under hele krigen opkøbte tyskerne heste, som vi leverede på Ulfborg station, hvor de kom i jernbanevogne og blev kørt sydover. Mange gange kom disse heste til at stå i jernbanevognene i flere dage fordi vognene ikke kørte.

Vinteren 1945 var ikke særlig kold, men meget barsk på anden måde. Mange gode danske mænd mistede livet i den sidste fase af krigen.
Endelig den 4. maj 1945 om aftenen kom budskabet over radioen fra London.

”De tyske tropper i Holland, Belgien, Danmark og Norge har overgivet sig”

Det var et glædens budskab. I byerne rev folk mørklægningsgardinerne ned, brændte dem på gaden og tændte levende lys i vinduerne. Ingen kom på arbejde dagen efter, den 5. maj. Det skulle fejres, at vi efter fem års besættelse var blevet frie. Den tyske besættelsesmagt i Danmark overgav sig uden kamp. Dog ikke på Bornholm, der blev tyskerne nedkæmpet af russiske soldater, som blev på øen et helt år efter krigens afslutning.
Modstandsfolkene havde for længst planlagt, hvordan man i alle egne af landet skulle tage magten. Der var uddelt frihedskæmperarmbind til alle de, man stolede på var gode danskere, og de havde fået udleveret våben.
Det blev ikke tyske soldater, man kom til at kæmpe imod, for de nedlagde våbnene og traskede afsted mod grænsen og Tyskland. Det var en sørgelig rest af den før så stolte hær.
Det var danskernes strid indbyrdes, man kom til at formidle ved at forhindre selvjustits. Mange havde noget at hævne. Broder eller søster, der af danske var blevet angivet til tyskerne, som torturerede dem og til sidst skød dem. Disse landssvigere, som man kaldte dem, blev af frihedskæmperne afhentet og samlet forskellige steder til senere domfældelse.

Trods visse fejltagelser blev det en værdig afslutning på besættelsestiden. Der blev nedsat en midlertidig regering, som fungerede, indtil demokratisk valg kunne afholdes. Der skulle nu ryddes op efter tyskerne. Det var et kæmpearbejde.
I Husby var der en mængde landminer, som skulle fjernes. Det blev tyskerne tvunget til at gøre. Det var et meget farligt arbejde, men den tyske grundighed fornægtede sig ikke. De havde nøjagtige kort over, hvor minerne lå. For at være helt sikre på, at de havde fjernet dem alle, blev de kommanderet til at marchere hen over de rensede arealer. Landminer og al anden ammunition blev af dem, som ikke havde kørt for tyskerne, kørt med hestevogn ad betonvejen ud til havet, hvor det blev sprængt. Det var ikke helt ufarligt. En af mændene fik et sprængstykke i øjet, som blev ødelagt.
Forsamlingshus og skole blev efter en større renselsesproces taget i brug igen. Børnene blev i tiden, hvor skolen var beslaglagt undervist i konfirmandstuen i præstegården og storstuen på gården Søe.

Vi kunne igen høre dansk radio, som ikke var censureret. Vi satte stor pris på at høre vejrmeldingen, den havde vi ikke hørt i fem år.