Af Rudolf Uhre

Artikelen er bragt i Årsskrift 2008

Karen Marie Kristensen voksede op under så fattige forhold, at de seks børn bestemte, at de aldrig ville giftes, og at de ville arve hinanden. Disse seks børn, fem piger og en dreng, voksede op på Mellemkloster, som nu er væk. Den sidst overlevende, Marie, kaldte mig ned for at fortælle mig, at hun ville tilbyde Staby Menighedsråd alt, hvad der var tilbage efter hende, når hun døde. Hun havde passet en retarderet lillesøster og en bror, der var så sparsommelig, at han gik til stationen i Ulfborg for at komme på Holstebro Sygehus, hvorfra han ikke vendte hjem. Et år havde han en stor kornavl. Da gav han ondt af sig, fordi det blev for dyrt i bindegarn. En ældre søster, Marianne, der havde været husbestyrerinde for en provst i Odense, vendte hjem med mange penge, som missionen i Ulfborg opfordrede hende til at give til et klokkespil i kirken i Stationsbyen. Det gjorde hun så, ca. 650.000 kroner, der stod på hendes bankbog.
Marie blev så vred, at hun testamenterede alt til et klokkespil i Staby Kirke. Det blev ca. 2,5 mill. kroner. Menighedsrådet bad mig finde den bedst mulige løsning. Jeg fik kontakt til specialister, der fik tilbud frem fra Peder Fritzen i Holland, som ville levere klokkerne og det automatiske maskineri, der skulle styre det alt sammen.

Nu spiller det fine klokkespil så af sig selv. Lugerne lukker op af sig selv, og graveren skal bare indstille tidspunkterne for morgen- og aftenringning. Melodierne til jul puttes i maskinen, så det næsten passer sig selv, ligeledes til påske og pinse. Kun til begravelser betjenes den gamle klokke med håndkraft.
I 1968 da vi kom til Staby, var lærer Wentzel kirkesanger; men en lørdag aften kaldte han mig over. ”Du skal synge i morgen klokken 9, for jeg er syg!”
Næste morgen var han død, og så havde jeg også dette arbejde.
Jeg var skoleleder i Staby i 24 år og kirkesanger i 26 år, så man har vel aftjent sin værnepligt og har kunnet glæde sig over at høre klokkespillet.

Da vi for 40 år siden kom til Staby, var der en meget gammel klokke, der kunne have været fra dengang kirken blev bygget.
Jeg tror, Marie Kloster var den sidste af denne slægtsgren, og vi er mange, der husker disse søskende og deres storartede gave, som så ikke gik i statens lommer. De fleste glæder sig dagligt over de fine klokketoner, som i stille vejr kan høres over hele sognet, og i det nuværende store kirketårn er herlighederne nok beskyttet langt frem i tiden, om end vinterstormene tager nogle meter af Vesterhavsklitterne hvert år.

Inskription på klokken: Klokker er støbt 1977 – Vi blev skænket til Staby Kirke – af Karen Marie Christensen