Af Kristen Bro

Artiklen har været bragt i Årsskriftet 2008

I min barndom boede Lene og Niels Christian Bundgaard i Dystrup by, Ulfborg sogn. Dystrup er en af de gamle ”byer” i Ulfborg sogn. Det har ikke været en landsby som sådan, som vi kender dem fra andre egne af landet, men en samling af gårde og mindre ejendomme i mere spredt bebyggelse. Vodde er flyttet ud derfra, og Præstegården har også ligget dernede, før den blev flyttet op på bakken. Derudover har der været flere mindre ejendomme, som nu er væk. Den eneste af dem, jeg kan huske, er ”Tambourstedet”. Det lå mellem Lystlundvej 1 og 3. Ifølge Alfred Kaae boede tambouren Chr. Andersen der sidst i 1700 tallet, så det er ham stedet har navn efter. Hvad man så skulle med en tambour er ikke godt at vide. Måske har han slået trommen, når nyhederne blev læst op ved kirkestævne.
Til trods for, at jeg kun var 6-7 år, da Niels Christian Bundgård døde, husker jeg ham tydeligt. Han havde en jumbe og en lille hest, måske en islænder. Det var fast skik, at han kørte vore skinker op til røgemanden. Så fik han udrydningen, det vil sige cigarasken, og han tog det med tændstikker, æbleskrog og hvad der ellers kunne være. Det var godt at have at dyppe snusen i. ”Daw skjønheje”, sagde han altid til pigerne. Jeg husker ham helt, som han ser ud på billedet i en laset og mere end halvnusset strikket trøje.

Det skete, når vi fik suppe, at vi blev sendt om med en krukke i vores lille trækvogn, og så blev vi budt et stykke kandis fra sukkerkoppen i vindues-karmen. Far sagde, at vi skulle tage stykker med skarpe kanter, da de brugte det til at søde kaffen med. De kom en klump i munden, når de drak kaffe, og så kom den tilbage i skålen efter endt brug. Vi kunne nemt finde et ærinde med en buket af grøftekantens blomster, for der vankede altid kandis, når vi kom. Det sagdes, at der var meget snavset deromme, men det står ikke for mig i min erindring. Derimod husker jeg, at det var meget små og mørke rum. Over deres senge havde de en sengestrop. Det var meget mærkeligt, for det havde jeg aldrig set før. Bundgaard havde førhen kørt mælk til Skærum mejeri, før der kom mejeri i Ulfborg Kirkeby, men det var et problem, at han først kom med returmælken ud på eftermiddagen, og han sagde aldrig nej, når han blev budt middagsmad. Det kunne godt passere flere gange om dagen. Han har helt sikkert været en mand, der ikke har været slave af tiden. Når de voksne snakkede om Lene, sænkede de stemmen. Det, de havde at fortælle, var ikke noget for børneøren, men som det ofte sker, kan fantasien let have overgået virkeligheden.

Niels Christian Bundgaard var født i Tambourstedet i 1864. Hans far var Niels Pedersen Bundgaard, der havde været studedriver. I Esben Graugaards omfattende værk om den vest- og nordjyske studehandel er han også omtalt som husmand , heste- og kvæghandler. Ham har Alfred Kaae nøje omtalt, og lad os lytte til ham:
”Allerede i 1827 blev Niels Pedersen Bundgaard æ tambourmand. Han var født i Nissum 1795 (1802, Kr.B.). Der var ikke tale om, at en familie kunne nære sig af den jord, der hørte til stedet. Niels var af profession studedriver. Ældre folk kan endnu mindes ham, klædt i tophue, hvide hoser, spænder i bukserne og kramptræsko. Han kaldtes til sidst for studegeneralen, og der fortælles, at han engang stod på torvet i Holstebro med en flok kreaturer, som han havde trukket til marked. Da kom politiet og bad ham trække om på markedspladsen; men Bundgaard lod sig ikke sådan koste med. Han løftede stokken og slog ud med den, mens han brølede over torvet: ”A hår stajen o Husum kamp i hundrede oer!” – Han mente de hundrede gange; men politiet følte sig ikke tilstrækkelig duperet over hans høje alder. De så’t ham, og han kom først ud igen, da nogle folk i sognet gik i kaution for ham. Jens Ebbensgaard har fortalt, at da hans fader var soldat i Rensborg (1864–65, Kr.B.), hvor alt var så fremmed, traf han engang Niels Bundgaard med en drift stude. Og da blev alt så hjemligt, her var jo en kendt mand fra hjemegnen med lue og træsko og det hele, og så kunne han få bud og hilsen sendt hjem.
Niels Bundgaard var to gange gift. Hans koner vævede og holdt på den måde livet, for studedrivning var nok ikke nogen særlig god næringsvej. Den kunne give brød og brændevin, især det sidste.
Engang hjemme kom Niels for skade at kysse en køn væverpige, og det tog hans kone sin død over. Galden gik hende i blodet. Hun døde af galde, og Niels fik den kønne væverpige. Så var det hende, der måtte sidde og vente på, at han skulle komme hjem fra de lange ture. Hun var 27 år yngre end ham (23½ år yngre, Kr.B.), og hun blev ved at sidde i huset længe efter hans død, mens der var forskellige ejere.
Der var en skomager, der var en smed, og der var en sallingbo; men så kom Bundgaards søn fra Meldveje i halvfemserne og købte huset, ham mindes endnu mange folk i Ulfborg. Han hed Niels Chr. Bundgaard. Han kørte noget omkring og handlede, og de klare dråber havde overmåde stor indflydelse på hans livsførelse.”

I folketællingen fra 1860 står der under Tambourstedet:
Niels Bundgaard – 60 år
Karen Nielsen – 34 år
Sidsel Marie Bundgaard – 11 år
Peder Nielsen Bundgaard – 8 år
Knud Christian Bundgaard – 2 år

Ifølge Karens og Niels’ gravsten er hans alder ikke korrekt, men det var ikke ualmindeligt i folketællingerne. Niels Christian Bundgaard fik de først 4 år senere. Da har faderen været 62 år.

Hvad Lene og Niels Christian Bundgaard havde af børn, kender jeg ikke, men efter hvad jeg husker eller har fået fortalt, flyttede Lene efter Bundgaards død den 31. december 1938 ud til en datter i Ringkøbing, hvor hun døde 3½ år senere.
Tambourstedet brændte en del år senere og blev ikke bygget op igen. Jorden blev tillagt Lystlundvej nr.3.
Efter Kaaes beskrivelse er det meget vel at tænke, at studedriveren, Niels Christians fader, har været mindst lige så stor en original som sønnen.
Således forgår al Verdens herlighed. Det lever en tid i folks hukommelse og ellers kun i, hvad der bliver skrevet ned.

Kilder:
Alfred Kaae: Ulfborg – sogn og saga. 1956.
Folketællingen, 1860.
Esben Graugaard: Nordvestjyske bønder som kreaturhandlere i Nordsørummet. 2006