Drikkeri og gudsbespottelse i Sønder Nissum sogn i 1700-tallet

Af Birgit Juul Kristensen

Artiklen er bragt i arkivets Årsskrift 2008

Sønder Nissum sogn ligger så langt vestpå, man kan komme, afgrænset mod vest af Vesterhavet, og mod nord og øst af Nissum fjord og Felsted Kog, og mod syd af Husby sogn. Husby-Sønder Nissum sogne udgør ét pastorat.
Det var en barsk natur, vore forfædre i 1700-tallet levede i, og selv om der var gode marskenge især omkring Fjand, var der en evig risiko for, at den jord, man levede af, skulle blive ødelagt af sandflugt, eller at de lavtliggende arealer skulle blive oversvømmet af vand fra Nissum fjord.
Det var altså ikke den bedste landbrugsjord, de gamle Nissum-bønder havde som udgangspunkt for deres udkomme, og mange mindre husmænd måtte supplere deres indtægter med fiskeri i enten fjorden eller havet.
Det har helt sikkert været en daglig kamp at få mad på bordet, og vi forkælede nutidsmennesker har svært ved at forestille os, hvilken indsats der krævedes af det enkelte menneske for blot at overleve. Og det er med det in mente, at vi skal forstå, hvorfor der nu og da var nogle, der tog lidt for rigelig for sig af brændevinsflasken, når det enten så for trøstesløst ud, eller man bare en gang imellem gerne ville være fri for at tænke på det daglige slid.

Brændevinen hørte med til ”det daglige brød”, og den fandtes i ethvert hjem. Husbond skulle have sin daglige snaps, og ved gilder og lignende lejligheder blev der budt på brændevin i rigelige mængder. Folk havde nok et anderledes syn på, om det var anstændigt ind imellem at være lidt bedugget, og selv om familien måske ikke var så glade for at se, at manden kom lettere beruset hjem, så var det ikke noget man betragtede som en egentlig skam. Tværtimod morede man sig over, når en nabo eller bekendt havde fået ”en hommel i æ øer”. Der er dog ingen tvivl om, at drikkeriet har ført til sorg og elendighed i mange hjem.
Brændevinsbrændingen hørte i gamle dage til et af de arbejder, der skulle udføres i hjemmet, og man får indtryk af, at almuen overalt brændte brændevin.
Udover at være en daglig fornødenhed blev brændevinen brugt som medicin for at stille smerter som f.eks. tandpine. Man vaskede sår med brændevin, og var der kommet orm i osten, kunne de såmænd også fordrives med brændevin.
Ifølge et reskript af 23. januar 1697 blev det forbudt at brænde sin egen brændevin på landet, ikke fordi man ville forbedre befolkningens sundhed, men fordi staten ville inddrive en afgift fra de privilegerede brændevinsbrænderier i byerne.
Forbudet blev dog ikke taget alvorligt, og der kom flere forbud op gennem 1700-tallet, som ikke havde den ønskede effekt. Derfor blev der fra 1812 taget hårdere fat om problemet, og i begyndelsen af 1843 blev der udsendt en plakat, ifølge hvilken alt ulovligt brændevinstøj kunne afleveres inden 1. maj uden at besidderen blev draget til ansvar. Fra 1845 vankede der bøder fra 100-200 rdl., hvis man blot var i besiddelse af ulovlige brændevinsredskaber.

I Husby-Sønder Nissum sogne blev Kristen Sørensen Aagaard indsat som præst i 1704. Han var meget optaget af sine sognebørns ve og vel, og han var især modstander af det drikkeri og den deraf følgende grove opførsel, der foregik ved Sønder Nissum kirke om søndagen, både under og efter gudstjenesten.
Det fortælles, at der var et lille hus ved siden af kirken, og her boede der en gammel kone, som solgte og udskænkede brændevin til mændene. Lærer Sørensen skriver i 1868 i sin artikel om sognet, at det på et tidspunkt blev for meget for præsten, som gik ind til svirebrødrene og ”ligesom Jesus drev dem ud af Templet, som der solgte og kjøbte, saaledes drev Præsten dem ud af Drikkehuset, som der svirede, ja han brugte endog, naar Alvorsord ikke hjalp, sin Spanskrørsstok paa de forhærdede Drankeres Rygstykker”.
Ifølge en anden kilde var han af legemskræfter stærk som en eg, så det er ikke så underligt, at han turde give sig i kast med de fordrukne mænd.
Det har dog nok ikke hjulpet synderligt, for pastor Aagaards efterfølger i embedet, pastor Skougaard, prøvede også at afskaffe drikkeriet ved kirken om søndagen. En søndag efter kirketid gik han ind i det omtalte hus og bad en af mændene komme med udenfor. Her fik den formastelige at vide, hvor skammelig og syndig han og kammeraternes opførsel var, og at det var ringeagt mod Guds ord, at de på den måde forsømte at komme i kirken. Manden svarede: ”Ja, Faer, vær ikke vred; jeg veed nok, det er en slem Feil, vi begaae; men fra nu af skal det blive anderledes; kom ind, at vi i det Gode kunne afgjøre Sagen”.
Det ville præsten først ikke, men lod sig dog overtale. De andre mænd i selskabet lovede også bod og bedring og ville sluttelig drikke en snaps med præsten for at afgøre sagen. Da mærkede præsten, at her var der vist ikke noget at stille op. Han forlod huset og kom der ikke tiere.

Mange af sognemændene tilbragte altså deres søndage i venners lag omkring snapseflasken, men var ellers resten af ugen skikkelige folk, der passede deres arbejde. Undertiden skete det dog, at nogen først kom hjem fra svireriet om mandagen, ja enkelte kunne endda først finde hjem om tirsdagen. Det er ikke så underligt, at det ind imellem kom til slagsmål, og også ved sammenkomster som bryllupper og begravelser var man tit vidne til slagsmål.

I en tid, hvor der tales meget om blasfemi i forbindelse med sagen om Muhammed-tegningerne, er det morsomt at tænke på, at vi danskere tidligere har haft et helt andet syn på krænkelser af den kristne gud.  Det blev betragtet som en meget alvorlig sag, som de verdslige myndigheder skred ind over for, og det var netop, hvad den gode pastor Aagaard gjorde i marts 1728, da en af hans sognebørns drikkeri blev for meget for ham. Og da det oven i købet blev fulgt op af gudsbespottelse, så pastoren sig nødsaget til at indberette hændelsen til biskoppen i Ribe. Brevet findes i Ribe Bispearkiv og indledes med, at der ikke var restance med kirkekontingenterne i Ulfborg herred.
Indberetningen fortsatte således:
Dernæst er nylig en casur her forfalden, hvorved behøves Deres høyærværdigheds gode raad og rigsindige betænkning:
En mand i mit annex, Christen Harboe er dom: reminisæresidst afvigt om eftermiddagen kommet ind et sted i sognet saa aldeles drucken, at han strax i stuen falt over et barn, dog uden skade.
Men idet en mand, der sad inde hos Anders Kamp hjalp ham op og spurte hvorledes var med ham, skal disse bespottelige ord være falden af hans mund: Han var vel en grof synder, men vor herre hafde giort imod ham som en etc.

Det er den direkte oversættelse af den gamle gotiske håndskrift. Hvordan ordene helt præcist har lydt fra Christen Harbos mund, får vi aldrig at vide, idet præsten ikke har villet skrive det formastelige ord, men blot skrevet ”etc”.
Men gudsbespottelige ord var det i alt fald, og da de efter nogen tid var kommet præsten for øre, spurgte han Anders Kamp, om han kunne bevise, at Christen Harbo havde udtalt disse ord, ”hvorved han efter Guds og Kongens lov hafde forbrut sit lif”. Ifølge blasfemi-paragraffen i Chr. V’s Danske Lov fra 1683 var det en voldsom kriminel handling, som kunne straffes således:
”Hvem som overbevisis at have lastet Gud, eller bespottet hans hellige Navn, Ord og Sacramenter, hannem skal Tungen levendis af hans Mund udskæris, dernæst hans Hoved afslais, og tillige med Tungen sættes på en Stage”.

Anders Kamp ville først ikke indrømme, at han havde hørt udtalelsen, men kom dog omsider frem med, at det var sandt. Han ville dog heller ikke tage ordene i sin mund, førend en evt. retssag  pålagde ham det. Konen i huset erklærede derimod, at hun ikke vidste noget som helst. Hun var nært beslægtet med Christen Harbo, og ”derfor ey ventelig, at hun skulle vidne imod ham, om hun end kunde, saa at om sagen drives til tinge, mand visselig maa befrygte, hun forskal begaae meened ved anden sandhed, saa derover kunde begaas dobbelt gudsbespottelse i menigheden og endda ingen af dem blive straffet”.

Pastor Aagaard fortsatte indberetningen med at fortælle om, hvor træt han var af Christen Harbo, som han kaldte en grov og forargerlig synder, og også brugte ordet liderlig om. Han gav præsten mere at bestille end 100 af de andre i menigheden, og selv mange formaninger og bøder havde været forgæves.
Denne episode fandt sted først på året 1728, men der er åbenbart ikke blevet foretaget mere i denne sag, og den 4. juli samme år var der igen ballade med Christen Harbo, hvor han var kommet beruset i kirke.
Hvordan det siden gik ham, kan vi kun gisne om. Han blev i 1732 gift med en pige, som døde allerede året efter, sandsynligvis i barselsseng, og nogle år efter hendes død giftede han sig igen i 1739. Han døde 79 år gammel i Harbogårde i 1774 og har efterladt sig en efterslægt.

Kilder:
Hansen, H.P.: Af brændevinens saga. (i: Fra gamle dage. Rosenkilde og Bagger, 1977 s. 131-159). Højrup, Ole: Landbokvinden. Nationalmuseet, 1974. [Om brændevin: S. 61].
Jeppesen, Alfred: Fra heden til havet. Vestjyske skildringer. Det gamle Hardsyssel. Martins Forlag, 1975 [især s. 137-139].
Ribe Bispearkiv – Ulfborg herred 1579-1771 (LAV: C 4 – 74). [heri indberetning fra Pastor Aagaard i Husby i 1728 vedr. Christen Harbo].
Sørensen, A.: Fortællinger og Sagn om Sønder-nissum Sogn. (i: Samlinger til jydsk Historie og Topografi, II. Bd., 1868-69, s. 291-322).