En vestjysk fjordfisker

Af Niels Plougmann

Artiklen er bragt i arkivets årsskrift 1993

En vestjysk håndværker- og husmandsfamilie

Det stod ikke skrevet, at Niels Kristensen Plougmann skulle blive fisker. Han blev født i Bøvling i juli 1915, som søn af Anders Kr. Kristensen Plougmann og Nikoline Petrine Plougmann, født Outzen. Faderen stammede fra Sdr. Lem i Salling, hvor han var udlært som murer, mens moderen var født ude i Bøvling Klit, som datter af fisker Mads Outzen. Foruden Niels var der endnu en søn i ægteskabet. Han kom som voksen i arbejde hos Statsbanerne og bor i København. Fra et tidligere ægteskab havde faderen en datter med. Hun blev siden gift med en fisker ved Thorsminde, men de flyttede i 50’erne til Esbjerg.

Som så mange andre vestjyder dengang ernærede Anders Plougmann sig ikke kun ved èt erhverv. Ved siden af arbejdet som murer havde han en lille landejendom på 8–9 tdr. land nede ved Indfjorden, og om vinteren, når der hverken var arbejde som murer eller landmand, så gik han på isen med nedgarn og ålejern.
”Mens vi boede her,” husker Niels Plougmann, ”hjalp vi drenge ikke til – vi var vel nærmest i vejen. Men senere, da vi i 1922 flyttede til Sahl Sogn ved Vinderup, kom vi til at hjælpe til.”
Familien flyttede fra Bøvling, fordi faderen var bange for, at det gamle hus de boede i skulle styrte sammen, når det stormede, og så fordi han ved at flytte til en lidt større ejendom i Sahl ikke var så afhængig af at skulle gå ud på arbejde. Det nye hjem var en hedeejendom på omkring 25 tdr. meget sandet jord, men dog nok til at en familie skulle kunne leve af det. Både Niels og hans ældre bror var begyndt at gå i skole i Bøvling, men ved flytningen kom de i Sahl Skole, hvor man gik fire halve dage ugentligt om vinteren og to halve dag om ugen i sommertiden.
Som 14-årig blev Niels konfirmeret i Sahl Kirke og kom derefter ud af skolen. I den første tid var han hjemme for at hjælpe forældrene med landbruget. Storebroderen var allerede ud at tjene, og efter et år ”ville jeg da også ud. Jeg kunne ikke blive gående hjemme alle dage, og jeg ville hellere se på vand end på lyng, så jeg fik en plads på en mindre gård ved Høvsøre lige norden for Nissum Fjord.”
Det var en plads som almindelig tjenestedreng ved landbruget, men i fritiden satte han lidt nedgarn efter skrubber i fjorden. Efter et år kom han hjem for at arbejde på forældrenes ejendom igen i et års tid. Det var i 1931-32, og Niels spekulerede meget på at komme til at fiske. Hans planer gik mest i retning af Esbjerg, men forældrene var ikke meget for, at han skulle så langt væk.

Havfisker ved Thorsminde

I 1931 blev slusen ved Thorsminde åbnet, og det gav helt nye muligheder for fiskeriet.
Så i 1932 tog han til Thorsminde, hvor han tilmed havde en del familie på mødrene side og sin ældre halvsøster. Han kom til at bo hos morbroderen, Peter Outzen, og for de få kroner, han havde med, købte han sig lidt nedgarn og begyndte at fiske skrubber i fjorden. Der gik dog ikke lang tid, før begge hans morbrødre og endnu en fisker, Svend Kjærgaard, begyndte at tale om at købe en båd i fællesskab for at drive havfiskeri, nu hvor slusen havde skabt en havn ved Thorsminde. De kikkede på en brugt kystbåd, der var til salg ved Lild Strand, men den ene morbror, Markus Outzen, ville hellere bygge en ny båd, så han faldt fra, og det blev årsag til, at Niels Plougmann kom med som den tredje parthaver. Han kom med, fordi han kunne skaffe lidt penge, og det var der ikke så mange ved Thorsminde, der kunne dengang.
Båden kostede 1.500 kr., så en trediepart stod i 500 kr. Dem lånte han hos sin far, og så rejste de tre købere op til Lild Strand for at hente båden. Det var det største fartøj på landingspladsen, men den var så gammel, at ejerne ikke vovede at bruge den på kysten længere, mens det jo bedre kunne gå at sejle med den fra Thorsminde, hvor de nu havde fået havn. Båden hed Tabor, og det navn beholdt den. Den var spejlgattet og den type, der stammede fra Vorupør. Der var en 14 hk. Hein-motor i den, men ikke styrehus. Det fik de selv sat på senere.

Fiskeriet i 1933

Det var i vinteren 1933, at de købte kystbåden og sejlede den hjem til Thorsminde, hvor den var den største båd, da den kom, men hurtigt blev overgået af andre fartøjer, som blev købt til pladsen. De gik straks i gang med fiskeriet, der på den tid blev drevet med forskellige redskaber alt efter årstiden:

Januar- april
Torsk med garn ud for kysten. De var fire mand om bord på Tabor, den fjerde var med som såkaldt ”agemand”, dvs. at han deltog med halvt så mange redskaber som de øvrige. For at deltag i arbejdet fik han hele fangsten fra sine garn. De tre parthavere brugte op til 12 garn pr mand, mens fjerdemanden havde en 6–7 garn. Fangsterne blev hovedsagelig afsat til købmand og fiskeopkøber Møller- Larsen i Thorsminde.

April-midsommer
Tunger med garn. Fiskepladserne var først i sæsonen nær kysten, senere gik de længere til havs, op til tre timers sejlads af land. På de fjernere pladser skete det dengang, at de blev generet af engelske Damptrawlere. De var fortsat fire mand om bord og brugte 45 garn pr. mand.
Tungerne blev afsat til den lokale opkøber, når de om morgenen kom i havn efter nattens fiskeri. Der var ikke mange tunger dengang, og rødspætter var nærmest en sjældenhed, men alligevel var priserne meget små.

Juli-oktober
Torsk og skader (en rokkeart) etc. med ”langsættede kroge” der blev eset med levende ålekvabber købt hjem fra Limfjorden. Fiskepladser 4½ timers sejlads ude – det var så langt ude, at Bovbjerg Fyr forsvandt under horisonten. Krogene stod i op til et par dage. De fangede en del store skader, og dem var der lidt priser på.

Oktober-december
Igen torsk med garn som ovenfor. Sådan fortsatte fiskeriet, men i 1934 gik der rygter om et stort fiskeri af skrubber i Ringkøbing Fjord, og en hel del både fra Thorsminde sejlede derned for at prøve lykken. De sejlede også Tabor derned med alle parthaverne og fjerdemanden, Jens Kirk. De boede om bord med to mand i køjerne og de andre to på kistebænkene i det lille lukaf. Det var småt med plads, og det var lige så småt med udbyttet af skrubbefiskeriet, så de sejlede hjem igen.

Næste efterår solgte Niels Plougmann sin part i båden for at flytte hjem til sine forældre.
”Jeg gik ud af det, fordi der nærmest overhovedet ikke var penge i det. Jeg tjente da min føde ved det, mens jeg var der; men jeg havde da godt med tøj, da jeg kom. Det havde jeg pinedød ikke, da jeg rejste derfra,” fortæller han med et smil.

Igen ved landbruget

Sidst i 1935 tog han så hjem til Sahl. Han havde atter tænkt på at tage til Esbjerg og fiske, men hans far var blevet syg og behøvede hjælp til at passe gården, så resultatet blev, at han rejste hjem. Her hjalp han forældrene, men måtte gå på arbejde ved siden af for at tjene en løn, for den kunne landbruget hjemme ikke give.
Han blev nu hjemme indtil foråret 1939, hvor forældrene solgte gården, da Niels ikke ville overtage den. Han tog så plads på en gård i Skalstrup i Nees sogn for sommeren, mens han kikkede sig om efter en lille ejendom tæt ved fjorden, da han havde lyst til at kombinere lidt landbrug med fiskeri. I november samme år købte han så ”Søgårdhus” i Bøvling. Det lå ikke langt fra hans barndomshjem og lige ned til Indfjorden. Der var 3½ tdr. agerjord foruden 7 tdr. land eng og rørskær til ejendommen.

Husmand og fjordfisker

Ved ejendommen var der fra Indfjorden en lille gravet kanal, hvor man kunne lægge ind med små joller og pramme. Her lå også den pram, som han havde anskaffet samtidig med, at han købte gården. Men fiskeredskaber var det svært at få fat i, fordi krigen lige var brudt ud, og der var blevet rationering på materialer, så kun allerede etablerede fiskere kunne købe. Han havde dog lidt nedgarn, så han kunne begynde at fiske efter skrubber og helt. Efterhånden fik han købt materialer til lidt flere redskaber, men det var dyrt dengang, for først måtte han betale for indkøbstilladelser, som han købte hos andre fiskere, dernæst for selve bomuldsgarnet.
Året gik nu med at passe landbruget og det par køer, der var eneste besætning, foruden at fiske med nedgarn i Indfjorden og ude i den nordlige del af Nissum Fjord. Også rørskæret gav lidt indtægter, når han om vinteren bjærgede og ordnede tagrør til salg.
I 1941 blev han gift med Henny Nielsen, der kom fra Fjaltring. Hun havde været husbestyrerinde på en gård, men da de blev gift, holdt hun op med at arbejde uden for hjemmet. Til gengæld skete det, at Niels ind imellem tog noget arbejde ude omkring for at supplere indtægterne.
I 1943 fik de deres første barn, en datter, der i dag er cand.mag. og underviser i København.
I 1945 fik de sønnen Anders, der er fulgt i sin fars fodspor og er fjordfisker, og siden fik de endnu en datter, der nu er gift og bor i Dronninglund.
I krigsårene var der god afsætning på al slags fisk, men det kneb som sagt med at skaffe redskaber. I 1944 fik Niels Plougmann sit første bundgarn, som han købte brugt af stumper fra forskellige steder. Efter at have fået dette garn blev han efterhånden berettiget til at købe materialer, så det hjalp jo lidt.

Bundgarnsfisker

Det første bundgarn var et laksebundgarn, men med så små masker, at det også kunne bruges til at fange sild. Det var dog ikke dybt nok til at kunne bruges ved Thorsminde, hvor de fleste sild var. Garnet måtte sættes uden for de faste stadepladser, da Niels endnu ikke var berettiget til at deltage i de årlige lodtrækninger om disse pladser. Det blev han først efter at have fisket med bundgarn i et par år omkring 1946. Samme år blev fiskeriet for første gang også den største indtægtskilde for ham og familien, men hverken landbruget eller rørskær kunne dog undværes.
På samme måde var det for adskillige småbrugere rundt om fjorden. De fiskede fra de mange små landingspladser på kysten om sommeren, og om vinteren gik de ud og satte garn efter skrubber under isen. Om vinteren var de også mange, de høstede tagrør nede i Felsted Kog, hvor man om efteråret ved auktion kunne købe retten til at høste en parcel af de store statsejede rørskove.

I disse år købte og fremstillede Niels Plougmann stadig flere redskaber. Han købte egentlige, stormaskede laksebundgarn, dybere sildebundgarn og ålebundgarn. Ruserne til de sidste bandt han selv om vinteren, fordi det net, man kunne købe, var for løst i knuderne. Så snart der var tegn på forår, blev garnene til laks sat ud som de første, og lige efter fulgte udsætning af sildebundgarn. Så skulle jordbruget jo også passes, og han lånte gerne et par heste af en nabo og lavede selv arbejdet.
Laksegarnene, der var små redskaber med en ring på omkring 12 favne, stod inde på grundt vand, hvor laksene gerne ville gå, så længe vandet var koldt, og de kom op i maj måned.
Sildebundgarnene, der kunne være op til 25 favne i ringen og var op til tre meter dybe, stod ude til omkring Grundlovsdag, hvor de skulle op og tørres. Efter den tid var der dengang en stille tid i fiskeriet til hen i juli, men det passede jo med at høet på engene skulle slåes og tørres.

Efter lodtrækning om stadepladser den 1. juli skulle ålebundgarnene sættes ud i løbet af måneden. Det skal her indskydes, at man ved Nissum Fjord har to årlige lodtrækninger om stadepladser til forårsbundgarn og til ålebundgarn. Niels havde dengang 5–6 ålebundgarn, der stod både i Indfjorden og ude i den nordlige del af Nissum Fjord. De var 90 masker dybe med masker på 16-18 mm og med èn ruse på ringen.
Ålebundgarnene blev stående ude til hen i november, men i Indfjorden kunne de stå til hen mod jul. Ål, sild, helt og ferskvandsfisk blev alle solgt til fiskeeksportør Frederik Christensen i Staby. Det vigtigste fiskeri var så absolut ålefangsten, der udgjorde i hvert fald de to trediedele, mens silden var den næstvigtigste fangst.

Sidst i 1940’erne søgte Niels Plougmann hvert år at få købt materialer og få fremstillet flere grejer. Han købte også nye fartøjer.
Først anskaffede han en større pram, da han gik ind i fiskeriet med bundgarn, og han købte en forhenværende redningsbåd fra Thorsminde. Der var sat en 3½ hk Energi-motor i, og jollen var også blevet forlænget. Da han købte båden, var motoren taget ud og lå i stumper, men en lokal mekaniker fik sat den sammen, og så virkede den fint. Opbygningen af fiskeriet fortsatte gennem 1950’erne med køb af nye redskaber finansieret bagud ved overskuddet af årets fiskeri; men i 1958 blev der problemer, da fiskeriet pludselig svigtede totalt. Det samme skete i Ringkøbing Fjord, men ingen har nogensinde kunnet forklare, hvad det var, der skete. Siden kom fisken dog igen, og som noget nyt begyndte Niels Plougmann nu at sætte nogle laksebundgarn ved Thorsminde i juni, når sildebundgarnene blev taget op. Disse laksebundgarn skulle fiske efter de 2-års laks- og havørreder, der på denne årstid gik ind i fjorden.

Siden børnene havde lært at gå, havde de været med og hjulpet til i fiskeriet efter evne. Men da sønnen Anders var blevet konfirmeret i 1959, meldte spørgsmålet sig, hvad han ville? ”Alle andres børn kom jo ud at tjene dengang. Der var slet ingen diskussion om, at det skulle de. Det var jo til at støde alle anstændige gårdfolk med, hvis Anders skulle gå hjemme på sådan et husmandssted.”

Da Anders ikke havde lyst til landbruget, blev det aftalen, at han skulle blive hjemme og være medhjælp i faderens fiskeri. Han skulle have 10 % af udbyttet fra fiskeriet, og den første sommer tjente han 1.800 kr., hvad han ikke kunne have tjent som karl på en gård.
Efter den første sommer begyndte Anders selv at købe og fremstille redskaber. Først fik han et par sildebundgarn, som han selv fik udbyttet af ved siden af at deltage i faderens fiskeri. Hvad han tjente investerede han i flere redskaber, så han snart fik en hel del grejer. Da han i 1963 var 18 år, kunne han selv deltage i lodtrækningen om pladser til garnene, og på det tidspunkt gik far og søn så sammen om fiskeriet og delte udgifter og indtægter ligeligt.

Til Thorsminde igen

Da sønnen ville være med i fiskeriet, blev det klart, at Indfjorden var for lille til dem begge, og efter store overvejelser valgte familien i 1962 at flytte til Thorsminde for at drive fjordfiskeri herfra. Overvejelserne var dels følelsesmæssige, for de holdt jo af deres ejendom i Bøvling, dels af økonomisk art, for de ville jo få større boligudgifter i et nybygget hus, og desuden havde de haft nogle særlig gode indtægter fra rørskæret og ved opkøb af rør for en forhandler.
Men de flyttede altså og byggede hus i Thorsminde. Det talte til fordel for flytningen, at det var lettere at afsætte fangsterne herovre og dertil kom, at der ikke var ret mange fjordfiskere på pladsen, så det var let at etablere sig.
Niels lagde sine planer efter de gældende ålepriser, især på de helt små ål som er et speciale i Nissum Fjord. De blev dengang som nu eksporteret til Holland som sætteål og til konsum, og de indbragte i begyndelsen af 1960’erne 70 øre pr. kg. Det skulle vise sig at være et forsigtigt budget, for prisen på disse ål steg hurtigt til 2 kr. pr. kg.

Samtidig med at de flyttede, skete der nogle kraftige ændringer i fjordfiskeriet. De nye kunststofgarn kom frem, og nogenlunde samtidig kom der påhængsmotorer, som var både billige og driftssikre.
De investerede i de nye garn og var nærmest glade, efterhånden som de gamle bomuldsgarn blev slidt eller rådnede, for med tjæring, tørring og bødning var de meget arbejdskrævende.
Ved udsigten til at skulle investere i de nye kunststofredskaber var der mange af bi-erhvervsfiskerne ved fjorden, der holdt op med fiskeriet og koncentrerede sig om deres andre erhverv. Til gengæld fik de resterende fjordfiskere flere redskaber, end de før havde haft, så de nu kunne leve udelukkende af deres fiskeri ved fjorden. Nylongarnene kunne stå længere ude; måske fiskede de ikke på grund af skidt, men de rådnede ikke væk, som bomuldsgarnene ville have gjort.
Selve fiskerimønstret fortsatte som tidligere, men altså med flere redskaber. De havde lejet plads til et redskabshus ude på det oppumpede areal syd for slusekanalen. Her havde de også plads til at brede garnene ud og til at sætte deres stager (pæle) op. Pælene var af grantræ, der blev købt fra plantagerne, når man havde tyndet ud i træerne, så det var billigt træ, der ikke havde den store betydning for økonomien i fiskeriet.
I Thorsminde anskaffede de et par gamle traktorer til at køre med redskaberne til og fra stranden. De købte også en større træjolle med en svensk motor, og denne jolle havde de til sidst i 60’erne, hvor de købte en 21 fods Ramo glasfiberjolle med en 28 hk Saab-motor. For det meste brugte de dog forskellige træpramme med påhængsmotorer til at passe fiskeriet.

Fiskeriet 1976

Hen i 60’erne gik laksefiskeriet så meget tilbage, at de holdt op med at sætte laksebundgarn, men satte dog nogle af ålebundgarnene på steder, hvor der kunne risikere at gå en laks i dem.
Af udstyr havde de i 1976 følgende redskaber: 17–18 sildebundgarn, henved 50 ålebundgarn, af hvilke flere dog var meget små til helt lavt vand og omkring 200 nedgarn af forskellige slags til sild, helt, laks og skrubber. Til bundgarns-redskaberne havde de mellem 1.500 og 2.000 pæle. Af fartøjer havde de den nævnte 21 fods glasfiberjolle, fem klinkbyggede pramme af forskellige størrelser og hertil 2 stk. 7,5 hk Mercury påhængsmotorer.
I årets løb blev der fisket således:

Januar – februar
Skrubber med nedgarn fra isen eller fra båd. I øvrigt reparerede de gamle redskaber og monterede nye.

Marts
Fiskeri efter sild og helt med nedgarn. På land tjærede man sildebundgarn, som også blev sat ud, så snart det var mildt nok i vejret.

April-maj
Sild med bundgarn. De første ålebundgarn sættes også ud.

Juni
Sildebundgarnene tages op, og flere ålebundgarn sættes ud.

Juli-oktober
Ål med bundgarn. I september-mørket sættes så mange bundgarn ud som muligt for at tage blankålene, når de trækker.

November-december
Ålebundgarnene tages op

Ålene, der blev solgt til Henning Brasen’s eksportfirma i Hemmet, var fortsat den vigtigste fangst og tegnede sig for henved 75 % af indtægterne.

10 år senere

Fra begyndelsen af 80’erne har Niels trukket sig gradvis ud af fiskeriet, så Anders har overtaget det meste. Men også på anden måde er der sket store ændringer i deres fiskeri. De har 12–13 sildebundgarn, men fra i år bruges de ikke mere, da Anders ikke kan få hjælp til at fiske med dem og desuden er sildepriserne så små, at der kun er to fiskere i hele fjorden, som stadig sætter nogle sildebundgarn.
Af ålebundgarn har de nu over 50, der er fra 60-70 masker til 145 masker dybe og kan klæde fra 1 meter til godt 3 meter vand. I dag er der ikke bund i ringen på garnene mere, det er, hvad der i den lokale vedtægt kaldes ”bundgarnslignende redskaber.” Dertil har de fortsat et par hundrede nedgarn, af hvilke skrubbegarnene i de sidste isvintre er blevet vigtige redskaber, da der er virkelig mange skrubber i fjorden. I 1986 indbragte skrubberne en god del af årets indtægter.
Skrubberne sælges direkte til fiskeeksportør Thomas Nørgaard i Thorsminde, mens sild og hornfisk går til auktionen. Ålefangsten var også i 1986 den vigtigste indtægt for Anders og Niels Plougmann, men for fjordfiskeriet som helhed udgjorde ålefangsterne nok kun omkring 25 % af den samlede fangstværdi.

En ørken under vand

Lige siden han begyndte at fiske, har Niels Plougmann været medlem af Sønder Nissum Fjords Fiskeriforening. Sidst i 1940’erne kom han i bestyrelsen, og blev en overgang også formand og var senere i en lang årrække kasserer.
Han har også været i Dansk Fiskeriforenings repræsentantskab, og han sidder i det såkaldte sluseudvalg, der behandler alle spørgsmål om regulering af vandstanden i fjorden m.v. Han har således på flere niveauer kunnet følge udviklingen. Også de sidste 10 års drastiske ændringer i fjordens tilstand har han fulgt og har forsøgt at gøre opmærksom på. Selv skildrer han den nuværende situation på denne måde:

”Jeg må desværre vedgå, at det ikke er med glæde, jeg fortæller om forholdene i Nissum Fjord i dag. Jeg kan ikke øjne et eneste lyspunkt for fiskeriet i Ringkøbing Fjord, hvor gerne jeg end ville. Årsagen til denne pessimisme er naturligvis forureningen, men også det stærkt tiltagende fritidsfiskeri, der med nedsat arbejdstid næppe vil blive af mindre omfang.
Forureningen består her især af tilførsel af næringsstoffer, og det varede nok temmelig længe, inden vi blev klar over, hvad det var, der var ved at ske. Vi har tidligere altid haft en pæn bevoksning med ålegræs og af finere græsser inde på det lave vand. Men sidst i 1960’erne og først i 1970’erne tiltog bevoksningen kraftigt. Jeg formoder i dag, at det skyldes en stigende tilførsel af næring. På samme tid steg ålefiskeriet betydeligt. Det bedste år blev der fanget mere end 90 tons, men siden gik plantevæksten og fiskeriet langsomt tilbage igen. Så omkring 1980 begyndte planerne helt at forsvinde, så det nu faktisk er umuligt at finde plantevækst på steder, hvor vanddybden er mere end 10-15 cm.

De sidste år har ålefiskeriet i hele fjorden ligget på omkring 18-19 tons årligt, altså en nedgang på omkring 70 % i forhold til det gennemsnit på 60 tons årligt, som ellers har været almindeligt.
Samtidig med at planterne er forsvundet, er bestanden af skrubber taget til, så den aldrig har været så stor som i dag. Da bunden er bar, er der fine betingelser for skrubberne, der på det nærmeste er ene om den føde, der findes. Der synes stadig at være mange smådyr i bunden; men biologiske undersøgelser har vist, at bundens fauna består af helt andre arter nu end for 15 år siden.

Selv om biologerne ikke vil udelukke, at faldet i ålefiskeriet til dels kan skyldes en mindre tilgang af glasål og små ål, så må forureningen med gødningsstoffer tage skylden for, at planterne er forsvundet fra fjordens bund. Der tilføres ikke mange andre kemikalier til fjorden, men af kvælstof er der en tilførsel til hver tønde land af jorden, der svarer til 3–4 gange så meget, som en bonde giver sin hvedemark. Der er ingen steder i landet et stykke vand, der er så belastet med kvælstof og fosfor som Nissum Fjord.”

Niels Plougmann afgik ved døden i september 1987.