Af Ferdinand Marius Nielsen Winther

Artiklen er bagt i arkivets årsskrift 1994

Sidst på året 1897 blev Niels og Johanne gift. De var begge to ude over den allerførste ungdom, idet Niels var fyldt 27 og Johanne endog næsten 32 Aar, og man kan derfor ikke betegne deres forbindelse, som den rene forelskelse. Der har sikkert været en god portion fornuft med i det.

Niels var stor og granvoksen. Han havde været gardist, var bredskuldret og havde muskler som ståltove. Som regel var han den stærkeste på arbejdspladsen eller i selskaber, og han var samtidig i besiddelse af en stærk og retskaffen Karakter, der ikke syntes at have taget Skade af den fysiske Overlegenhed, som han ikke kunne undgå at føle. Johanne var vel nærmest lille og dertil buttet, som Piger skulde være, før den aaleslanke Linie blev moderne. Hun var i Ordets bedste Forstand et Fattigmandsbarn, der havde følt Livets Alvor og Uretfærdighed fra Barnsben, idet hun kun var 4 Aar, da hendes Mor døde. Faa Aar senere fik hun Stedmor, og selv om hun ikke ligefrem  følte nogen Fjendtlighed mod denne, var Hjemmet dog ikke mere det, det skulde være, og hun kom derfor meget tidligt ud og tjene. Gennem Aarene havde hun tjent sig op i Graderne, saa hun det sidste Aar før sit Giftermaal altid indtog den meget betroede Stilling som Kokkepige, hvad enten hendes øjeblikkelige Plads var i en Præstegaard med finere Madlavning eller paa en af Egnens store Bøndergaarde. Hun var med sine omtrnt 32 Aar saaledes vel udrustet til at faa sit eget Hjem at admininstere.

Det skulde dog hurtigt vise sig, at det alt sammen var vanskeligere end ventet. Niels havde altid sat sin Hu til at blive Landmand og hans Drøm var et Statshusmandssted. Da ogsaa han var uden økonomiske Midler, havde det lange Udsigter med Drømmens Virkeliggørelse, og paa det Tidspunkt, da Parret blev gift, havde han derfor taget Arbejde ved Statsbanerne som Hjælpearbejder. Statsbanerne betalte dengang en saa svimlende Dagløn til sine fastansatte Folk, som 170 Øre  om Dagen for 10 Timers Arbejde, men Niels lod sig alligevel overtale til at søge fast Ansættelse, og det unge Par kom derved til at bo først i Maabjerg og senere i Holstebro.

Det viste sig dor ret hurtigt, at de skulde faa deres Besværligheder at slaas med. Johanne viste sig, trods sine 32 Aar, rigtig ferm til at faa Børn, og da der var forløbet 1½ Aar efter Brylluppet, havde hun sin første Søn, Laurits Peter. Allerede Aaret efter kunne hun præsentere Søn Nr. 2, Jens Christian, og da der i Mellemtiden kun var blevet en Lønforhøjelse for Niels paa 10 Øre om Dagen, saa han nu tjente 180 Øre, begyndte de begge at blive betænkelige ved Situationen. De var begge klar over, at 180 Øre daglig ikke kunne strække til, naar der skulde betales Husleje, Brændsel, Føde og Klæder til 4 Personer, og hertil kom saa Risikoen for yderligere Forøgelse af den lille Familie. Disse Spekulationer førte til, at Niels søgte Forflyttelse og fik Pladsen som Sporsynsmand til Kolonnen i Vemb og med Bopæl i Vogterhus Nr. 98, der er beliggende Pokker i Vold ude paa Heden omtrent midtvejs mellem Stationerne Vemb og Bur.

Den økonomiske Fordel ved denne Forandrimg var. at Johanne her blev Ledvogterske. I denne Egenskab skulde hun ganske vist  – foruden at passe Hjem, Mand og Børn – lukke Leddene ved Overskæringen for alle Tog og det tog som Begyndelse ved 5-Tiden om Morgenen og varede ved til omkring Kl. 11 om Aftenen. Til Gengæld fik hun ganske vist ingen anden Løn, end frit Husly for sig selv og Familien, men det var dog en væsentlig Forbedring af deres anstrengte Økonomi. Senere opnaaede Johanne en Dagløn på 5 Øre, og da var der naturligvis helt Orden med Pengesagerne. Sikken Rigdom, de følte sig i Besiddelse af.

Det kunde ogsaa gøres behov, for i 1902 fik Johanne sit Barn Nr. 3, en Pige der blev døbt Mette Katrine og allerede i 1903 kom den tredje Søn til Verden. Han kom til at hedde noget saa fint som Ferdinand Marius, hvilket vistnok skyldtes en noget romantisk Følelse hos Johanne om, at denne Dreng skulde blive Præst eller noget i den Retning, og Navnet var i hvert Fald bygget over Navne fra de Præster, som hun i sin Ungdom havde lavet Mad til. Drengen selv viste sig at være et sølle Skravl, som de havde det allerstørste Besvær med at holde Liv i. Allerede i Løbet af  det første Aar havde han Gang paa Gang Lungebetændelse med de dertil hørende alvorlige Kriser.

De første Gange Drengen blev syg, tilkaldte man straks Doktoren, der hver Gang bestemte Sygdommen til Lungebetændelse og hver Gang ordinerede den samme Behandling. Da Sygdomsanfaldene fortsatte, og det var meget besværligt med de mange Doktorbesøg paa det afsides liggende Sted, syntes de til sidst, at de selv kunde klare Grejerne og give Barnet den Behandling, som de vidste Doktoren vilde ordinere, og da Drengen for sjette Gang blev syg, betemte de selv Sygdommen til den obligate Lungebetændelse og gav Drengen varmt Omslag og noget af den Medicin, de havde staaende fra Gangen før.

Det gik udmærket i nogle Dage, men efterhaanden som man nærmede sig Sygdomskrisen og Drengen blev mere og mere syg, blev de alligevel bange. De kunne ikke frigøre sig for en nagende Tvivl om, hvorvidt de nu havde set rigtig, og Sygdomssymptonerne nu ogsaa var de samme som tidligere. Til sidst sad de sammen og vaagede over den lille Dreng hele Natten igennem. De turde ikke forlade ham et Øjeblik, og ingen af dem vilde have kunnet sove, selv om de havde lagt sig. Sygdommen rev og sled i den lille Krop, og med samme Styrke voksede Frygten i Niels og Johanne, og medens de sammen sad ved Vuggen i disse Nattetimer, blev de stiltiende enige om, at naar Dagen gryede, skulde Doktoren tilkaldes igen. Det kunde jo dog være, at det ikke var for sent.

Drengen stred Natten igennem og om Morgenen Kl. 6 startede Niels sin daglige March ind til Vemb Station, hvor hans første Ærinde gjaldt telefonen for at tilkalde Doktoren. Denne boede imidlertid i Ulfborg og var en gammel stædig Landdoktor, som nok selv skulde bestemme over sin Tid og sit Arbejde. Biler var der ingen af, og Doktoren maatte benytte Toget. Han erklærede derfor, at han ikke kunde komme til Vemb før med Eftermiddagstoget ved 4-Tiden, men saa skulde han ogsaa nok være der.

Det blev en lang Dag for Niels. Naturligvis maatte han med ud og passe sit Arbejde paa Linien, og hele Dagen arbejdede det i ham, om han nu ogsaa vilde komme tidlig nok med Doktoren. Banekolonnen arbejdede til den modsatte Side af Stationen, som Nr. 98 var beliggende, og der var ingen Muligheder for at faa Bud hjem og høre, hvordan det gik. Det kneb for den store, stærke Mand at spise de medbragte Mellemmader i Middagspausen. Det var ligesom, der sad en Klump i Halsen og spærrede Adgangen, og det blev ikke bedre med Humøret i Løbet af Eftermiddagen. Over Middag sænkede der sig en usædvanlig Taage over Egnen, og da det nærmede sig denTid, hvor Toget med Doktoren kunne ventes, kunde man ikke se ret mange Meter frem gennem Taagetæppet ind til Stationen. Ganske vist stod der i et eller andet Reglement, at der skulde være fuldtalligt Mandskab – 4 Mand – ved Kørsel med Læge og Jordemoder, men her drejede det sig om store, kraftige Folk, som Niels selv. Folk der var trænede til det yderste i Kunsten at pumpe en Trolje, og da Strækningen, der skulde køres, tilmed var næsten uden Stigninger, tog man ikke særlig Hensyn hertil.

Da de 3 Mænd var naaet ind til Stationen, blev Troljen fejet og gjort omhyggelig rent, Lægestolen, en almindelig Kurvestol anbragt paa Troljens Midte, uden at den paa nogen Maade blev gjort fast, og man kørte ned i Spor 2, for at være saa nær Toget, der skulde komme i Spor 1, som muligt. Niels var selv den sidste af de 3 Banearbejdere og var saaledes selv ansvarlig for Køreturen, hvis noget skulde Hænde, og medens de holdt og ventede paa Toget sydfra, begyndte Niels at instruere sine Folk for Turen. “
“Saa snart Toget er inde, saa kører vi,” lød hans første Ordre. 
Én af Kollegerne gjorde stilfærdigt opmærksom paa, at der jo ogsaa skulde komme et Tog fra den modsatte Side, og at der skulde være Krydsning i Vemb. I den tætte Taage var det maaske bedst at vente, til ogsaa dette Tog var ankommet.
“Jeg har ikke glemt Slæberen fra Bur,” bemærkede Niels, der nu da Doktoren kunde ventes hvert Øjeblik, og den ulidelige Ventetid dermed var forbi, syntes at være blevet helt rolig.
“Jeg skal nok tage Ansvaret for turen,” fortsatte han beslutsomt, “og jeg forlanger ikke andet af Jer, end at vi kører saa hurtigt, vi kan, Jeg tror, vi kan naa ud til Nr. 98 før Toget, men skulde det mislykkes, saa skal I bare sørge for selv at komme af Troljen og klar af Sporet og Toget. Jeg vil selv staa foran paa Troljen og holde Udkig, og naar jeg raaber, saa er Toget der, og I skal bare springe klar af Sporet. Jeg skal nok selv tage mig af baade Troljen og Doktoren,” afgjorde han, da Toget i det samme kom brusende ind paa det andet Spor.

Det var et Godstog med et Par Personvogne i. Der var mange Rejsende og en af de sidste, der kom tilsyne var den gamle Jernbanelæge, der forsigtigt kom trippende over Perronen.
Niels gik ham straks imøde og gjorde opmærksom paa, at de var klar til at køre med det samme.
”Kommer der ikke et Tog fra Bur?” forhørte doktoren sig forsigtigt.
”Jo, det gør der,” lød Niels` rolige svar, “men vi har god Tid til at naa ud til Nr. 98.”

Dette lod Doktoren sig nøje med og besteg Troljen. Forsigtigt satte han sig i den noget dinglevorne Kurvestol, og Niels stoppede omhyggeligt et Tæppe ned om hans Ben, saa han ikke skulde komme til at fryse under Køreturen i det raakolde, taagede Vejr. Endnu før Niels var færdig hermed, havde Kammeraterne, der stod sammen i den modsatte Side, Troljen i Gang og der var ret god Fart paa, da Niels med lidt Besvær fangede Hjulpiggen med sin Pumpestok. De havde i Dagens Løb tydeligt mærket, at der var noget med den syge Dreng derhjemme, som trykkede Niels, og de var klar over, at naar Niels havde bestemt sig til at køre ud imod Slæberen med Doktoren, saa hastede det. Da Niels havde faaet sin Pumpestok i Stilling paa Hjulet og lagde Kræfterne i, lod det sig mærke, at det var stærke og øvede Troljekørere, der var ombord paa det lille firhjulede Køretøj. Selv om det var lidt opad de første 3-400 Meter fra Stationen, susede Troljen i stærk Fart ud af Skinnerne, og det varede kun et Øjelik, før Taagen havde lukket sig om den, og man ikke mere kunde se det lille Køretøj fra Perronen, hvor Stationsforstanderen forgæves søgte at raabe de 3 Mænd op i sidste Øjeblik, for at gøre opmærksom paa det kommende Tog. Da de havde overvundet Stigningen, fik de hurtigt fuld Fart paa Troljen, ja mere end det. Den susede ud af Sporet, saa det sang i Skinner og Hjul, og Skinnestødene fik hurtigt en vis rytmisk Ensformighed i de skarpe Knald, naar troljehjulene jog hen over dem.

Niels stod alene i sin Side over det forreste Hjul. Han stirrede intens fremad i Taagen. Kulden og den Vind man kørte op ved Troljens Fart, fik hurtigt øjnene til at løbe i Vand og snart randt disse ufrivillige, kolde Taarer Kapløb ned af hans Kinder. De havde allerede lagt de første Par Kilometer bag sig, og der var kun 4 i alt. De var halvvejs, konstaterede Niels og endnu havde de ikke set noget til Toget. Troljens Fart var lige stærk, og Hjulenes monotone Sang i Skinnerne tog efterhaanden Form af Ord og Sætninger i Niels` Sind. Nej, ikke sætninger, kun en enkelt Sætning, ganske kort og ustandselig lød det i Hjulsangen:
”Vi naar det,” og igen ”Vi naar det.” 
Niels vidste ogsaa, at hans lille Dreng laa og sloges med Døden hjemme i hans fattige Vugge, han vidste, at han og Johanne havde undladt at tage Doktoren med det samme, fordi de mente at kende Sygdommen, og han vidste endelig, at Drengens Sygdom var blevet værre og værre for hver Dag, og han trøstede sig yderligere med, at Doktoren jo dog endelig var et voksent Menneske, der burde kunne tage Vare paa sig selv.
”Vi naar det,” jublede det pludselig gennem Niels, da han mente, at kunne se Johannes sorte Skilderhus henne ved Overkørslen, men i det samme udstødte han et Brøl, for nu saa han Lyset fra det kommende Togs Lokomotiv, der var naaet frem til Overkørslen.

Med et rask Slag huggede Niels sin Pumpestok af Troljehjulet og sprang øjeblikkelig ned foranTroljen, saa han befandt sig mellen denne og Toget. Han var sprunget lidt frem fra Troljens Forkant, og da den i fuld Fart naaede frem til ham, og hans stærke, øvede Næver straks havde fat i Haandtagene paa Troljens Forkant, satte han begge Ben fast i gruset og kastede hele Kroppens Vægt ud til højre Side. Det pludselige Ryk paa tværs af Sporene og Troljens stærke Fremdrift bevirkede, at Troljen drejede sig en Kvart Omgang og fortsatte sin Fart ud af Sporet og ned i Grøften, der paa dette Sted var dyb nok til at kunne rumme baade Niels og Troljen. Dette var alt sammen sket hurtigere, end man kan fortælle det, og alligevel var der kun en Meter mellem det frembrusende Tog og Troljen, da denne for ud af Sporene, og Niels var godt klar over, at havde Toget haft fuld Fart paa, kunde han ikke have reddet Troljen. Imidlertid havde Toget paa grund af Taagen, og fordi Lokomotivfolkene sad paa deres Haler paa Maskinen og drak Eftermiddagskaffe, kørt med nedsat Fart, og det havde givet Niels tid til at fuldføre den halsbrækkende Manøvre.

Saa snart Niels var klar over, at Troljen var fri af Toget, satte han Ryggen til Modstød. Han havde jo instrueret sine Kammerater om, de kun skulde sørge for sig selv og lade ham om Trolje og Doktor, og Doktoren maatte jo, nu da Troljen havde tilstrækkelig Hældning mod Bunden af Grøften, komme rusjende i sin Stol, for der var ingen Mulighed for, at den gamle Doktor kunde klare sig selv ud af Faren i saadan en Fart. Han havde dog næppe fået Ryggen krummet, før den tomme Lægestol røg ud over Hovedet af ham og ned i grøften. Det slog den kolde Sved ud paa Niels. Hvor pokker var Doktoren blevet af? Havde han forsøgt at redde sig og var faldet ved Niels` voldsomme Ryk i Troljen?
Saadanne Tanker fòr gennem Hovedet paa Niels, indtil han samlede sig til den ene klare Tanke, at hvis Doktoren var kommet under Toget, havde han vel givet Lyd fra sig. Saa først kunde Niels slippe Troljen og kravle op af Grøften for at overse, hvad der var sket.
Det første han saa, var det beroligende Syn af den gamle Doktor, der trippede hidsigt og ernergisk afsted i Bunden af den modsatte Grøft i Retning af den nærliggende  Overkørsel og Vogterhuset, og han fik senere at vide, at da han raabte sit Varselsraab, havde den ene af Kammeraterne paa den anden Side givet sig Tid til at vende sig og tage Doktoren under den ene Arm, som en Bylt Klude, før han var sprunget i grøften for at redde Livet.

Der forestod nu de 3 Mænd et strengt Job med at faa Troljen slæbt op af Grøften og hen til Overkørslen for at parkere den her paa sædvanlig Maade, og da de var færdig med det og Niels vilde gaa ind for at høre, hvordan det stod til, var Doktoren allerede færdig med sin Undersøgelse og ved at forlade Huset igen. De to Mænd mødtes omtrent midt i den lille Gaard, der laa foran Vogterhuset.
Doktorens Øjne lynede af Vrede, da de mødtes, og før Niels kunde faa et Ord fremført, kom det skarpt og vredt fra Doktoren:
”Hvem var Fører for den Troljekørsel, om jeg maa spørge?”
”Det var jeg,” lød Niels` rolige og tilsyneladende ligegyldige Svar. Der var jo ingen Ulykke sket, og derfor efter hans Mening ikke noget at være ophidset over.
”De er vel klar over, at det bliver indberettet,” lød Doktorens næste Bemærkning i samme vrede Tone.
”Jeg kan vel ikke vente andet,” var Niels` eneste Svar herpaa.

Omkring en Maaned efter var Doktorens Indberetning naaet frem til de højeste Jernbanemyndigheder i Struer, og der var berammet tjenstlig Forhør over Niels, der var mødt frem paa Vemb Station, hvor Retsforhandlingerne skulde foregaa i Ventesalen. Niels var ikke særlig nervøs, endsige at han havde fortrudt noget som helst. Hans Dreng var i Mellemtiden blevet rask, og ingen havde taget Skade ved den dramatiske Troljetur. Endelig havde han aldrig været særlig begejstret for at være Jernbanemand og skulde ikke have noget særligt at indvende imod at blive sat uden for Hegnet. For det var det Resultat, han ventede. Kun pinte det ham noget, at han skulde kasseres, men det var der jo ikke noget at gøre ved.

Retsforhandlingerne begyndte med, at Banechefen oplæste Doktorens Indberetning og sprugte Niels, om han kunde godkende, at Sagen forholdt sig, som Doktoren havde beskrevet det.
Det kunde Niels, selvom den gode Doktor ikke havde gjort det mindre graverende, end det var i Forvejen, og da Niels  havde svaret Ja, fór Banechefen op.
”Hvordan i Alverden kunde De komme i Tanker om saa fuldstændig at tilsidesætte Sikkerheds-tjenesten? Er De da rigtig klog, Menneske?”
”Ja, det mener jeg da,” bemærkede Niels roligt og koldblodigt, ”og Aarsagen var, at en af mine Børn laa meget syg, og jeg var bange for, at han skulde dø, inden vi naaede frem med Doktoren.”
”Jeg er fuldstændig  ligeglad,” rasede Banechefen videre, ”om saa hele deres Familie dør, maa De sku ikke overtræde Sikkerhedsreglementet. De maa give Lægen en Undskyldning og afgive en højtidelig Forsikring om, at det ikke skal gentage sig.”
”Det kan jeg ikke,” svarede Niels alvorligt, ”for kommer jeg i samme Situation engang til, saa vil jeg ikke tage i Betænkning at udsætte voksne Folk for Fare, naar det gælder et Barns Liv.”
”Er De da fuldkommen forskruet Mand. Vil De ikke give Doktoren en Undskyldning og bede ham trække Indberetningen tilbage, saa bliver vi nødt til at afskedige Dem.”
”Det bliver vel Enden paa det,” lød Niels`svar, og pludselig fòr der ligesom et Glimt af et usynligt Smil henover hans alvorlige og bestemte Ansigt, da han tilføjede:
”Men jeg er jo da ikke afskediget endnu, og saafremt Baneingeniøren beordrer, at jeg skal give Doktoren en Undskyldning, saa er jeg jo fremdeles forpligtet til at adlyde en saadan Ordre.”

Den følgende Dag rejste Niels Banearbejder til Ulfborg og henvendte sig i Lægeboligen og havde et af sit Livs fornøjeligste Oplevelser ved at se Udtrykket i Doktorens Ansigt, da han afleverede følgende meget sigende Besked:
”Efter bestemt Ordre fra Banechefen, skal jeg anmode Doktoren om Undskyldning for den ureglementerede Troljekørsel fra Vemb Station til Vogterhus Nr. 98 og anmode Doktoren om at trække Indberetningen herom tilbage.”

Dermed var Episoden afsluttet. Trods altovervældende Fornærmelse mente den gamle Doktor ikke at kunne sidde den indflydelsesrige Baneingeniørs noget mærkelige Henstilling overhørig. Indberetningen blev taget tilbage og Niels blev ved at være Banearbejder.