Af John Smidt

Artiklen er bragt i arkivets årsskrift 1991

Her skal for første gang fortælles historien om en helt almindelig, men ganske bestemt, omend hidtil ukendt, landbofamilies ihærdige kamp med renter og afdrag i forsøget på at sikre sig en tålelig tilværelse under eget tag.

Historien foregår i Ulfborg–Vemb Kommune og er kun ualmindelig derved, at den udspilles for godt 200 år siden. Så det er selvfølgelig forkert at snakke om Ulfborg–Vemb Kommune. Det hed det jo ikke dengang. Stedet var, med den tids betegnelse, Ulfborg-Hind Herred. Og tiden – ja, husbonden i den familie, som det drejer sig om, hed Niels Madsen, og han blev faktisk født i sommeren 1788 i Staby Sogn. Faktisk, fordi historien, der skal fortælles, er ganske sand. F.eks. kan vi slå op i kirkebogen for Staby Sogn, hvor man kan læse, hvad præsten førte til protokols på denne tid. Blandt navnene finder vi Niels Madsen, indført i kirkebogen som næstældste søn af fæstebonden Mads Jensen og dennes hustru Johanne Jensdatter. På lignende måde, men ved hjælp af andre dokumenter fra den tid, som f.eks. skifter, testamenter og indføringer i retsprotokoller, er hele den efterfølgende historie stykket sammen.

Hvorfor Niels Madsen
Men måske var det på sin plads lige at nævne, hvad der gør netop Niels Madsens familie særlig interessant. Når den sådan er dukket frem af historiens glemsel skyldes det, at jeg og min kone for nogle år siden fik lyst til at undersøge, hvem der egentlig havde lagt grunden til vores ejendom, Sognefogedvej 9 i Staby. Og det kunne selvfølgelig ikke interessere ret mange andre end os selv. Imidlertid åbenbarede sig en historie, der måske nok kunne have mere end privat interesse. Ejendommens grundlægger, selvbyggeren Niels Madsen, viste sig nemlig at være født en måned efter at stavnsbåndet blev ophævet ved lov, altså på de store landboreformers tid. Og han gennemlevede sammen med sin vestjyske familie en periode, hvor mulighederne for at blive selvejer var stor, men risikoen ikke mindre. Det var en tid, der af historikere i økonomisk henseende er blevet betegnet som en gæringsperiode, dvs. en tid da betaling med rede penge var ved at fortrænge alle gamle naturalydelser; en tid, hvor de patriarkalske bånd til herremanden afløstes af private, mere upersonlige kreditor-debitor forbindelser. Det hørte nemlig med til opnåelsen af status som selvejer, at man måtte underkaste sig kapitalismens vilkår på godt og ondt – sådan som man stadig må det.
Men her er så en lokal historie om, hvordan det der med renter og afdrag begyndte, om hvordan det tog sig ud for en ikke særlig kreditværdig landmand, der aldrig havde prøvet sådan noget før – og for hvem betingelserne var meget, meget skrappe.

Vestjysk landbohistorie og herregårdsslagtninger
Niels Madsen er måske ikke så bemærkelsesværdig i traditionel historisk forstand. Han var jo blot én af mange anonyme småkårsfolk, som eftertiden har haft ganske svært ved at få øje på. Men han er dog et godt eksempel på nogle af de muligheder, der netop på denne tid opstod for specielt vestjyske småkårsfolk, hvis de ønskede at stifte bo og få fod under eget bord.

I den forbindelse kunne det være værd at minde om, at dansk landbohistorie jo i hovedsagen er den øst-danske bondes historie. Sin særlige udformning fik udviklingen i Vestjylland på grund af nedlæggelserne eller, som det også er blevet kaldt, nedslagtningerne af mange store godser. Det skete især i Ringkøbing Amt. Her valgte ikke så få godsejere at sælge ud af fæstegodset eller simpelthen at lade kapitalstærke folk overtage godset i sin helhed. Disse, ”herregårdslagtere” solgte så den tilliggende bondegårdsjord fra til selveje, og udstykkede og afhændede undertiden også selve hovedgårdsjorden. Sikkert en indbringende forretning.

Når sådanne forretninger især lod sig gøre i Ringkøbing Amt skyldes det, at godsejernes klasse her var af en noget anden sammensætning end i de mere frugtbare egne østpå. Man var løsere knyttet til besiddelserne, ejerslægterne skiftede hurtigt. En stor procentdel af godsejerstanden udgjordes af folk, der kun havde ringe tilknytning til landbruget, velstillede by-handelsmænd og embedsmænd. Men adelige var der ikke mange af ”efterdi Folk af Stand og Formue foretrak at være bosatte og eje Gods i frugtbarere og skjønnere Egne,” som Landhusholdningsselskabets sekretær Hald bemærker det i en amtsbeskrivelse fra 1833. Hertil kom så, at stordrift som følge af jordbundsforholdene var mindre lønnede end på øerne, hvorfor udparcelleringerne da også fik så vældigt et omfang, da de først var kommet i gang.

Pallisbjerg
Da vor mand Niels Madsen var omkring 24 år gammel, døde ejeren af herregården Pallisbjerg. I Staby Sogns kirkebog står at læse, at hr. Strandbygaard til Pallisbjerg blev jordet d. 21. april 1812 i sin alders 64. år, og hans enke Christiane Dorthe Rindom jordfæstedes d. 13. april 1813 i sin alders 43. år. Mange børn efterlod de sig, men ingen af sønnerne var myndige. Arvingerne lå nu med godset i et par år. Så i 1815 oplevede Pallisbjerg sin sidste auktion.

Af et auktionsskøde dateret d. 10. august 1815 fremgår det, at ”efter forlangende af Skifteretten og Arvingerne i afgangne Gods Ejer Christen Strandbygaard” er der ”foretaget og afholdt offentlig auction over Herregaarden bemeldte Pallesberg med underliggende bøndergods samt Kirke og Kongetiende i Staby Sogn.”

Endvidere fremgår det, at godset er solgt for 80.000 Rbd. rede sølv til et konsortium bestående af justitsråd Skønau i Lemvig, justitsråd Tranberg i Holstebro og agent Buch i Ringkøbing. Herefter lå godset åbent for den endelige slagtning. Der var jo tale om ”Herrer, der vare med til at slagte flere Herregaarde her paa Egnen,” som det hedder i en lokalhistorisk beskrivelse fra år 1900.

Og sandt er det, at i hvert fald Skønau og Tranberg var erfarne udi de sager. De havde ligesom andre storopkøbere af godser forbindelse til Landstinget i Viborg, på hvis Snapsting de store godshandler og lånetransaktioner fandt sted. Her skete tinglæsning af skøder og obligationer, og her kunne man erhverve sig overblik over udbud og efterspørgsler på ejendomsmarkedet.
Det var også muligt for disse herrer at opnå lån i den såkaldte enkekasse, ikke til sig selv, men til de bønder, der købte af bøndergodset. Godsopkøberne solgte jo ikke for at beholde pantekrav i bøndergodset, men for at tjene penge ved hurtig omsætning af værdierne, og de handlede selv med lånte penge, som skulle betales tilbage. Derfor ser vi også en hurtig handel med Pallisbjerg bøndergods. Allerede d. 26. april 1816 – ifølge autionskonditionerne overtages ”Gaard, Gods og Tiende” først af Kjøberen 1. Maii 1816 – foreligger der en standardkøbekontrakt, udstedt af de tre godsslagtere på Pallisbjerg til fæstebonden Klemen Lauridsen i Sønderby.

Heri hedder det bl.a., at sælgerne vil ”naar saadant ved Contractens Underskrivt forlange, skaffe enhver Fæstebonde et Laan til Afdrag paa Kjøbesummen enten fra den almindelige Enkekasse eller andetsteds fra paa de for Enkekassens Laan almindelige Vilkaar, hvilket Laan Kjøberen er forpligtet at tage imod, i hvilket Snapsting Termin det kan erholdes.”

Enslydende med denne kontrakt udfærdiges over to dage de første 47 købekontrakter vedrørende Pallisbjerg bøndergods. Ved tinglæsningen har man i skøde- og panteprotokollen kun indført standardkøbekontrakten i sin helhed, mens der ved alle de andre handler blot er anført, hvad der måtte være nødvendige tilføjelser, sådan som købernes navne, gårdenes navne samt hartkorn og købesummer. Samtidig begynder konsortiet at sælge ud af hovedgårdens marker og enge, som udstykkes i 106 parceller. Kun små 30 tdr. hartkorn bliver tilbage til hovedparcellen, der d. 28. november 1818 afhændes til gårdmand Christen Jensen af Ebbensgaard i Ulfborg.

Men det er udparcelleringen i de 106 stykker fordelt på kun 29 ¾ tdr. hartkorn, der interesserer os her. For selv om denne udparcellering af hovedgårdstaksten var ganske voldsom og havde nogle meget små jordlodder til følge, var den også forudsætningen for, at vor mand Niels Madsen sammen med en række andre ligestillede småkårsfolk fik lejlighed til at bygge en egen tilværelse op.

Historien tager sin begyndelse på Skadborg
Den omvæltning som slagtningen af herregården Pallisbjerg betød for det omkringliggende samfund har været betydelig. Herom kan man læse i Alfred Kaaes bog om Staby Sogn.
Men her skal vi jo koncentrere os om en enkelt families historie, en historie som kan tjene til at belyse, hvorledes småkårsfolk udnyttede de muligheder, der opstod ved udstykningen af en herregårds gamle marker og enge.
Familien hørte til den del af den voksende landbefolkning, som af Alfred Kaae ganske enkelt omtales som dem, der for at tilfredsstille en trang til at skaffe sig selvstændige brug og bosteder lod sig drive ”ud i kærene, ud i hederne og ud på de gamle herregårdsmarker, da de blev tilgængelige for nybyggere.”

I sommeren 1788 fødes altså Niels Madsen på gården Skadborg, kun få hundrede meter nordvest for Staby´s maleriske landsbykirke.
Den 20. juli døbes han i kirken og indføres i kirkebogen som næstældste søn af fæstebonde Mads Jensen og dennes hustru Johanne Jensdatter.

Det bliver den ældste søn Jens, der 20 år senere overtager gården ved faderens død, for kun fire år senere at følge efter denne. På det tidspunkt, hvor Niels Madsens bror, Jens Madsen Skadborg, dør og gården glider ud af familiens hænder, er Niels da 24 år gammel.

Hvilke tanker han har gjort sig over gården og egen skæbne, kan vi ikke vide. Men vi ved, at han i denne periode er karl på herregården Nørre Vosborg, indtil han gifter sig d. 30. oktober 1814 og finder et foreløbigt hjem på stedet Kronborg (Sognefogedvej 7, Staby), hvor hans hustru er plejedatter. 
Nu skal man ikke lade sig forlede til at tro, at den pompøse benævnelse dækker over noget stort sted. I Staby Sogn har vi jo både et Rosenborg, et Augustenborg og et Amalienborg såmænd, uden at de på nogen måde overstråler deres østdanske navnefæller.
Kronborg er således blot ”et hus på hovedgårdsmarken”, som det hedder bl.a. i folketællingen 1787. Nærmere bestemt er det et afbyggested, beliggende på kanten af Pallisbjergs hovdige i det sydøstlige hjørne af hovmarken – for resten lige sønden om den parcel, matrikelnummer 8, som Niels Madsen senere skal erhverve sig og bygge familiens fremtidige bolig, Nr. Nygård, jævnfør i øvrigt matrikelkortet over Staby Sogn fra 1839.

Stedet Kronborg
Da stedet Kronborg bliver udgangspunktet for de mange økonomiske transaktioner som Niels Madsen efterhånden indlader sig på for at skabe rimelige leveomstændigheder for sig og sin familie, skal der her gives en lidt grundigere omtale.

Som afbyggersted hører Kronborg under Pallisbjerg, er udskilt fra hovedgården som et lille brug og er beboet af tømmermand Christen Andersen. Denne har i 1782 giftet sig til beboelsen – og muligvis stillingen – ved at indgå ægteskab med den tyve år ældre enke Johanne Andersdatter. Herved har han også overtaget konens datter af første ægteskab, den i 1782 vanvittige Ane Margrethe, som for øvrigt senere bliver fast inventar i Niels Madsens husstand.
I 1801 hører, ifølge folketællingen, også til Kronborgs husstand den 10-årige Ane Kirstine Pedersdatter Høyhuus, der som plejedatter ”opfostres for betaling.”

I denne husstand indlemmes så Niels Madsen i 1814 gennem sit giftermål med Ane Kirstine, og det i den grad, at han ved deres første barns fødsel i 1818 oplyser sit navn som Niels Madsen Kronborg – mod tidligere Skadborg – ligesom sønnen Mads Nielsen, også tilføjes dette fornemme efternavn. At Niels og Ane Kirstine har lært hinanden godt at kende gennem barndommen og ungdommen er sandsynligt. Ane Kirstines biologiske forældre gjorde ved hendes fødsel tjeneste som henholdsvis køkkenpige og avlskarl i præstegården, hvorfor fadderne ved dåben da også alle havde tilknytning til præstegårdens tyende: tilmed blev Ane Kirstine båret af et medlem af præstefamilien, jomfru Bonderup. Selv om hun har tilbragt størstedelen af sin barndom på Kronborg, har tilknytningen til præstegården været stor, og vi må huske, at Niels Madsens fødehjem, Skadborg, lå tæt ved præstegården. Sikkert er det, at de konfirmeredes sammen i Staby Kirke i 1805. Niels er på dette tidspunkt en gammel gut på 17 år! Måske har han ikke kunnet svare tilfredsstillende på præstens spørgsmål? Men selv om han får arbejde på den fjernere liggende herregård Nørre Vosborg, bevarer han altså forbindelsen til Ane Kirstine, og grundlaget er skabt for et ægteskab, der i de næste 36 år skal holde til ikke blot det sædvanlige daglige, hårde arbejdsliv, men nu også til mange økonomiske forviklinger.
Vi skal nu følge familien gennem disse økonomiske forviklinger, sådan som de afspejles i det utrykte kildemateriale fra den tid, og det vil i hovedsagen sige gennem indføringen i en række skøde- og panteprotokoller – den naturlige hovedkilde til selvejets historie.

Niels Madsen´s startkapital
For fuldstændighedens skyld skal det nævnes, at Niels Madsen – ifølge skifteprotokollen for Pallisbjerg gods 1787 – 1816 – i 1808 dvs. som 20-årig, arver 40 Rdb. efter sin far. Det samme gør storebroderen Jens, der jo også, som tidligere nævnt, overtager fæstegården. Det er nok værd at bemærke, at der ved skiftet bliver 80 Rbd. tilovers til deling mellem brødrene, samt 20 Rbd. til en søster. Forvaltningen af skiftet efter afdøde fæstebønder lå nemlig i godsejerens hånd med ridefogeden som den egentlige skifteforvalter. Og det var ikke svært for denne at fastslå, at gården ikke var holdt ordentligt vedlige, så boet måtte erstatte reparationsomkostningerne. Ved at vurdere indbo og andet, som repræsenterede bondens egen opsparing, yderst lavt, blev der herefter som regel intet til arvingerne. En gennembladning af skifteprotokollen for Pallisbjerg gods viser da også, at de allerfleste dødsboer, som opgøres her, har et mindre underskud således, at ingen arv bliver at betale ud af gården.

Men for Niels Madsen stiller sagen sig altså lidt anderledes, og han erhverver sig her en startkapital. Hvad han ellers måtte have tjent som karl på Nørre Vosborg, har det ikke været muligt at finde frem til, trods ihærdig søgen i godsets omfattende arkiv.

Også Ane Kirstine har imidlertid inden giftermålets indgåelse skabt sig et vist grundlag til gavn for den videre udvikling. Ifølge indføringen i kirkebogen i forbindelse med brylluppet i 1814 er det sådan, at hun ”som konens pige opholder sig hos Christen Andersen i Kronborg husstand,” og hun har formodentlig på dette tidspunkt, da hun er 25 år gammel, haft til opgave at tage sig af den 58-årige Christen Andersens 78-årige kone, samt dennes vanvittige datter. En del af denne opgave bliver det åbenbart nødvendigt at konfirmere via et skøde et par år senere.

Men inden da dør konen Johanne Andersdatter, mere end 80 år gammel. Fire dage efter begravelsen d. 29. maj 1816 udbydes stedet Kronborg til salg af Pallisbjerg-konsortiet og Christen Andersen byder på auktionen højest, 1032 Rbd., et pænt beløb, men så følger da også to parceller af den nu udstykkede hoverimark med i købet, af hartkorn i alt 1 td. 3 skpr. 2 ¼ alb. Christen Andersen har tidligere erhvervet sig fire mindre englodder, og i marts 1817 vælger han så at bortskøde tre af disse – af hartkorn 3 skpr. 2 fr. 1 1/10 alb. – til sin plejedatter Ane Kirstine ”paa Vilkaar at hun giver mig og min svage Stifdatter Ane Margrete Pedersdatter Ophold i vor Livstiid.”

Christen Andersen har muligvis været syg. At han har haft behov for at sikre sig selv og måske især sin svage steddatter synes at fremgå af et nyt skøde, der oprettes et års tid senere d. 23. april 1818, for allerede d. 2. maj, samme dag skødet tinglæses, dør Christen Andersen.
I skødet optræder han med navns nævnelse sammen med plejedatteren Ane Kirstine. Skødet er todelt. Således afhænder Ane Kirstine de jordlodder, som hun tidligere overtog efter Christen Andersen, til sin mand for 50 Rbd. – et symbolsk beløb? – ”med ald den Ret, Herlighed, Pligter og Byrder som vedfølgende Hjemmel og Skjøde indeholder,” altså også forpligtelsen over for den psykisk syge Ane Margrete. Denne forpligtelse understreges af skødets anden del, hvor Christen Andersen afhænder en engparcel på 2 skpr. 3/5 alb., som han selv i 1809 betalte 193 Rbd. for, til Niels Madsen for 50 Rbd. – igen et symbolsk beløb? – ”paa Vilkaar at han giver mig og min svage Stifdatter Ane Margrete Pedersdatter Ophold i vor Livstid.”

Tilfældet Ane Margrete illustrerer ganske godt en af måderne, hvorpå problemet med de psykisk lidende løstes. Behandlingsmuligheder eksisterede ikke, og hvis familien ikke formåede at pleje den syge, var alternativet indespærring i en dårekiste eller bortlicitering i privat pleje på de, for det offentlige, billigste mulige vilkår. Her overtager Niels Madsen altså forpligtelsen via et skøde, og så sent som ved folketællingen i 1834 optræder den vanvittige, nu 75- årige Ane Margrete, som medlem af husstanden, opført som almisselem.

Men Ane Kirstine og Niels Madsen er begyndt på deres vej mod et selvstændigt brug, og der kan vist ikke være tvivl om, at Niels Madsen har stået i lære hos Christen Andersen – og det på flere måder. Niels Madsen ernærer sig nemlig i resten af sin levetid ikke blot som husmand, men også som tømrer eller snedker, som det er blevet til ved hans død. Men foruden indsigt i tømmerfaget må Christen Andersen også have givet ham, om ikke indsigt i pantebrevs- og obligationsmarkedet, så dog ved sit eksempel indsigt i de handlemuligheder, der var begyndt at vise sig på dette område, også for dristige småkårsfolk, der måtte drømme om en selvejertilværelse.

Niels Madsens økonomiske krumspring
Desværre overtager Niels Madsen ikke bare nogle praktiske færdigheder, men også en gæld, hverken stedet Kronborg eller hoverimark-parcellerne er betalte, og allerede d. 16. juni, som Christen Andersen er død i maj 1818, låner Niels Madsen 160 Rbd. af hr. Erik Krarup i Møborg Sogn – muligvis et bekendtskab fra Nørre Vosborg-tiden.
Ifølge obligationen stiller han de englodder, som han i april måned købte af Christen Andersen som pant. Dagen efter d. 17. juni handler han så med Pallisbjerg-konsortiet og får mulighed for mod betaling af 400 Rbd. at overtage: ”det afbyggersted på Pallisbjerg mark i Staby Sogn Kronborg kaldet af hartkorn 3 skpr. 2 fr. ¾ alb, ” som Christen Andersen aldrig nåede at få betalt og tinglæst skøde på. Det lykkes for Niels Madsen. D. 16. marts 1820 overdrages han skødet som bevis på, at købesummen er betalt. Og hvordan er så det gået til?

Af en oversigt over hvem der i tiden omkring 1800, da mange fæstebønder blev selvejere, optrådte som bøndernes kreditorer, fremgår det, at en ofte anvendt lånekilde var Den almindelige Enkekasse. Efter at Christian Ditlev Reventlow i 1797 fik sæde her, blev der i overensstemmelse med styrets reformpolitik kanaliseret en del lånekapital til selvejerkøb. Og selv om de midler styret rådede over var utilstrækkelige, blev dog 3427 jyske bønder hjulpet med lån til rundt 2.017.000 Rbd. Også Staby-bønderne fik – som det fremgår af den tidligere omtalte standardkøbekontrakt – af Pallisbjerg-konsortiet tilbud om hjælp til optagelse af lån i enkekassen. Dette gjaldt dog ikke for folk af Niels Madsens klasse. Det var nemlig ikke regeringens politik at yde støtte til husmændenes selvejerkøb og Enkekassens ledelse har næppe været særlig interesseret i at yde lån mod en sikkerhed, som nok regnedes for mere ustabil end den, gårdmændene var i stand til at præstere. Hertil kommer, at landbrugskrisen havde taget fart, og at kreditnøden efterhånden var stor for alle. Det var virkelig en tid, hvor ingen ønskede at blive selvejer.

Men Niels Madsen ville eller måtte, og forsøger sig først med en møller fra Vedersø, der pudsigt nok – og meget forvirrende for lokalhistorikeren – også hedder Niels Madsen. Noget gældsbevis foreligger ikke her i 1818 – måske fordi man i ældre tid ikke altid sørgede for at få sine dokumenter tinglyst, og det gjaldt for øvrigt især gældsbreve – men i sommeren 1820 fremstiller vores Niels Madsen sig ”godvilligt for Ulfborg Hind Herreds Forligelses Commission” sammen med mølleren for Vedersø og erkender at være denne skyldig 400 Rhd. rede sølv. Niels Madsen forpligter sig til at betale beløbet med påløbne renter i to rater, første halvdel i 1821, anden i 1822, hver gang ”til Snapsting” altså i terminen 4/6 – 20/6. Som pant må han stille stort set alt, hvad han ejer og har. Listen over, hvad der kan gøres udlæg i fortæller, dels noget om Niels Madsens presserende lånebehov, dels noget om det miljø, han og familien levede i, og skal derfor gengives i sin helhed her:

1. Indboe, 3 Sengesteder – 1 Jern Bilæggerkakkelovn, en 24-Timers Slaguhr, en Høvelbænk og noget Tømmerredskab – 1 Bryggerskjedel i Grue.
2. Udboe, 2. Arbejdsheste, en beslagen Vogn med ansæt, 4 Kjør og 2 Qvier, 2 Faar med Lam, en Griis.

Forligsdokumentet illustrerer ganske godt den meget ubehagelige situation, som en debitor på den tid kunne blive bragt i. Først konkursloven 1872 gjorde en ende på denne form for sikkerhedsstillelse, som kunne føre en debitor ind i et afhængighedsforhold, der lå betænkelig nær ved den patriarkalisme, som man jo ellers nu var på vej ud af.

I 1822 kort før terminen bringer Niels Madsen sig ud af det uheldige økonomiske afhængighedsforhold til mølleren fra Vedersø, men kun ved at indgå et nyt kreditor-debitor forhold, denne gang til kammerråd Lassen til Thimgaard. D. 26. marts – så han lige kan nå det inden terminen – låner Niels Madsen 400 Rbd. af kammerråd Lassen mod udstedelsen af en obligation, der løber over de næste 10 år med en årlig rente af 4 procent.

Selv om afdragsordninngen synes mere overkommelig end ved det forrige lån, lader pantsætningen ikke dette noget efter. Således pantsætter Niels Madsen stedet Kronborg ”med Bygninger og Eiendomme, Herligheder og Rettigheder, staaende for Hartkorn 3 skpr. 2 fr. ¾ alb. Af Pallesberg Hovedgaardstaxt, saa og Avl og Usæd, Besætning og Inventarium, Ind og Udboe, intet undtagen og det med samme Panteret som om det her var specificeret.” Intet nævnt, intet glemt.

Alle disse penge er jo allerede brugt til at købe stedet Kronborg for efter Christen Andersen og den nystiftede gæld tjener til at sikre Niels Madsen og hans familie et fortsat hjem her. Men tilbage i 1816 indgik Christen Andersen jo også aftale med konsortiet om overtagelse af to pæne parceller af Pallisbjerg hoverimark, som det sikkert har været af afgørende betydning for Niels Madsen at bevare brugsretten til. Endelig i 1824 kommer der en ordning på dette forhold. Ifølge den stedlige skøde- og panteprotokol har Niels Madsen, som den der er gift med ”Kjøberens Plejedatter, hvem han (dvs. Christen Andersen) testamenterede sine efterladenskaber,” over for Pallisbjerg interessentskab kunnet godtgøre sin ret til jorden, hvorefter der udfærdiges skøde, som vil kunne tinglæses, når pengene er betalt.
Niels Madsen råder nu over ikke mindre end 2 tdr. 3 fr. 2 1/10 alb. hartkorn, og det går tilsyneladende meget godt for ham. Det lykkes ham nemlig også at komme ud af gældsforpligtelsen til hr. Erik Krarup af hvem han, som det måske huskes, i 1818 lånte 160 Rbd. Det sker i forbindelse med en offentlig auktion, som Erik Krarup har ønsket afholdt om de englodder, som Niels Madsen i sin tid satte i pant for lånet. Erik Krarup har åbenbart ønsket sine penge. På auktionerne erhverver Niels Madsen sig lodderne for 50 Rdb. – der er landbrugskrise og priserne er i bund – således at det ved tinglæsningen kan bemærkes, at på de fire englodder ”hviler ingen forhæftelse.”

Niels Madsen sikrer sig et blivende sted på Nygaard
Men Niels Madsen har fortsat stor gæld, og i juli 1830 er det ved at gå galt. Nu er det de eftertragtede hoverimarkparceller, der kommer på auktion efter ønske fra Pallisbjerg-konsortiet, og her kan Niels Madsen åbenbart ikke være med. Proprietær La Cour på Thimgård byder 250 Rbd – Thimgård er i denne periode kendt for sine mange skiftende ejere – hvorefter han overtager den jord ”som forhen har tilhørt Niels Madsen Kronborg.” Men så er der en tilføjelse til skødet, gjort et årstid senere, d. 8. oktober 1831, hvoraf det fremgår, at parcellerne skjødes og overdrages igen til Niels Madsen. Dette sker mod udstedelsen samme dag af en obligation, der fortæller, at nu er La Cour skyldig 160 Rbd., hvoraf han hver juni termin skal betale 4 procent i rente. Samtidig får La Cour ”1ste Prioritets Panteret” i hoverimark-parcellerne ”med sammes paastaaende Bygninger, som jeg, Niels Madsen, forbinder mig til i Landets Brandkasse at faa assureret inden næste Aars 1ste August, ligesaa Pantsætter jeg med 1ste Prioritet min ejede Indboe og besætning, levende og døde, intet i nogen Maaden undtagen samt min Avl og Udsæd.”

Denne handel er bemærkelsesværdig af flere grunde. Det er således første gang, vi hører om bygninger på hoverimarkparcellerne, bygninger der endnu ikke er brandforsikret. Næste gang disse bygninger omtales – ved Niels Madsens død – er det under navnet Nyegaard, og parcellerne har da fået matrikelnummer 8.

Endvidere er der jo uoverensstemmelse imellem de 250 Rbd., La Cour må betale for parcellerne og det obligationslån, Niels Madsen må optage hos La Cour for igen at overtage dem, og det kan synes, som om Niels Madsen slipper let ud af sin knibe. Men måske foretrækker La Cour en løbende renteindtægt og en rimelig god pant frem for selv at skulle dyrke jorden. Måske er La Cour en rar mand. Eller måske er der en helt anden og lokalhistorisk mere interessant forklaring på denne handel.

Fra ridefoged og godsforvalter til husmand
Den 18. juli 1832 afhænder Niels Madsen stedet Kronborg til hr. Jørgen Rudolph Linnet, en person som lokalhistorikerne Alfred Kaae og P. Storgaard Pedersen har interesseret sig en del for.
Linnets skæbne har fascineret, fordi han fra at være godsforvalter og ridefoged på Pallisbjerg omkring århundredskiftet, gennem giftermål med godsejer Chr. Strandbygaards datter, bliver proprietær på Stabykjærgård i Staby Sogn, for til sidst at ende som husmand på afbyggerstedet Kronborg. Alfred Kaae mener, at Rudolph Linnet kommer til Kronborg i 1825, for det var året, hvor hans proprietærgård kom på tvangsauktion. Men det er ikke rigtigt. Ifølge de lokale skøde- og panteprotokoller kommer Rudolph Linnet fra Stabykjærgaard til Borgensgaard i Vedersø, men kan heller ikke her klare forpligtelserne og må fraflytte gården i december 1830.

Det kan diskuteres, hvor interessant netop denne oplysning er. Men den demonstrerer i hvert fald ganske godt det metodiske problem, der knytter sig til arbejdet med folketællinger. Som bekendt var der en folketælling i 1801 og så først igen i 1834, og på det tidspunkt sidder Rudolph Linnet i Kronborg. Men hvad med de mellemliggende år? Ja, tvangsauktionen i 1825 af Stabykjærgaard – i ældre tid en adelig sædegård – er kendt nok og får en særlig omtale af Storgaard Pedersen i hans bog om Ulfborg Herred. Men hvad med stedet Kronborg?  – Niels Madsen, der i 1801 er 13 år og hjemmeboende på Skadborg og i 1834 sidder på sine hoverimark-parceller, er gledet helt ud af lokalhistorien.

Men Linnets historie – den fuldstændige – er interessant, netop når den sættes over for Niels Madsens. Den tidligere ridefoged og proprietær Rudolph Linnets sociale nedtur modsvares af Niels Madsens seje solidarisering af sin selvejertilværelse. Og så er vi ellers tilbage ved den påfaldende handel mellem proprietær La Cour og husmand Niels Madsen. For La Cour er ligesom Linnet gift med en datter af godsejer Chr. Strandbygaard, og tidens skøde-, pante- og auktionsprotokoller afslører, at familien Strandbygaard ihærdigt har forsøgt at støtte Rudolph Linnet gennem hans økonomiske karriere. Ved tvangsauktionen af Stabykjærgaard, låner han penge af en svoger. Borgensgaard køber han af en anden svoger. Pengene til købet låner han af en tredje svoger. Og endelig låner han det fulde beløb til betaling af Kronborg af samme tredje svoger. Det er derfor ikke usandsynligt, at La Cour som en fjerde svoger har hjulpet Rudolph Linnet gennem sin egen påfaldende handel med Niels Madsen. En forudsætning for at Linnet kunne overtage Kronborg er jo, at Niels Madsen ikke mistede hoverimark-parcellerne med bygninger.
Rudolph Linnet har sandsynligvis allerede inden Kronborg-skødets udfærdigelse i juli 1832 – måske siden afhændelsen af Borgensgaard i december 1830 – haft sin bolig i Kronborg. Herpå tyder en passus i skødet: ”Kjøberen (dvs. Linnet) der aldeles har taget Eiendommen i Besiddelse…,” samt det forhold at Linnet allerede ”i forrige Snapsting” har udbetalt Niels Madsen 160 Rdb. af de 560, som stedet sælges for. Af skødet fremgår, at de resterende 400 Rdb. anvendes til at indfri den ubehagelige panteobligation fra 1822 til kammerråd Lassen. Salget af Kronborg må have betydet en afgørende lettelse i Niels Madsens økonomi. Men det betød også, at han havde fået mere end halveret sit brug og nu virkelig befandt sig på husmandsniveau.

En lykkelig afslutning – trods alt
I resten af sin levetid holder Niels Madsen sig til nære naboer, når det drejer sig om økonomiske forehavender, og der er kun to af dem. I 1834 er han fælles med husmand Niels Nyborg fra hoverimark-parcel nr. 6, kaldet Østermark, om at købe et par små parceller – 1 fr. 1 alb. – for 25 Rbd. Og i 1840 låner han 200 Rbd. af gårdmand Chr. Madsen Østerblæsgård, hvis jorder grænser op til Pallisbjerg hoverimark. Samtidig betales gælden til proprietær La Cour ud, og dennes panteret overgår til Chr. Madsen.

Ud over nære naboer har Chr. Madsen og Niels Nyborg nok også været gode bekendte. I hvert fald har Chr. Madsens kone båret Ane Kirstines og Niels` første barn Mads i 1818, mens Chr. Madsen selv har stået fadder. Og den samme rolle har Niels Nyborg spillet i 1834 ved Mette Katrines dåb – det sidste barn af de syv Ane Kirstine føder gennem 16 år.

I økonomisk henseende synes husmandsfamilien nu at være kommet ind i smult vande. De sidste 10 år af Niels Madsens levetid er det utrykte kildemateriale i hvert fald tavst.
Den 9. april 1850 dør Niels Madsen, 62 år gammel. Som noget særligt i Staby kirkebog har præsten her føjet en dødsårsag til: ”Alderdomssvaghed.” For øvrigt har han først skrevet ”Huusmand Niels Madsen,” men så rettet det til ”Gaardmand.” Var det sådan at Ane Kirstine helst så ham omtalt? I hendes henvendelse til amtet om at sidde i uskiftet bo – bevaret i en pakke med skifteanmeldelser på landsarkivet i Viborg – er det blevet til Gaardmand og Snedker Niels Madsen af Nyegaard på Pallesbjerg Mark. Boets værdi sættes ifølge skifteprotokollen til 800 Rbd., men den boopgørelse, der henvises til, er desværre gået tabt.

Imidlertid foreligger der en aftægstkontrakt, indgået mellem Ane Kirstine Pedersdatter og hendes ældste søn, Mads Nielsen og tinglæst d. 7. august 1850, samme dag som et skøde, der bevidner, at hun har afhændet ejendommen Nr. Nygård med ”Besætning og Inventarium, Ind og Udboe” til sønnen. Købesummen er 500 Rbd. og værdien af aftægtskontrakten er sat til 395 Rbd. Denne aftægtskontrakt er meget detaljeret. Man kunne næsten få den fornemmelse, at Ane Kirstine Pedersdatter her har gjort brug af et langt livs erfaringer med økonomiske arrangementer. Der er ikke blot tale om at sikre sig en bolig, dennes indretning og vedligeholdelse efter særligt specificerede ønsker, eller at sikre sig pleje under sygdom og tiltagende alderdom, eller at sikre sig ”en efter Egnens Skik og Brug anstændig begravelse,” eller at sikre sig leveringer af alle former for naturalier, men også angivelse af leveringstidspunkter – forår, sommer, efterår, månedligen, dagligen – samt nærmere præcisering af i hvilke mængder; ja, selv leveringstidsstedet findes angivet. Følgende passage fortjener at gengives i sin helhed:

”Skulle Aftægtstagerinden beslutte sig at flytte, da skal Aftægtsgiveren være forpligtet til at levere foranførte Naturalier paa et af hende opgivet Sted, der ei er fjernere end 2 Mile fra Nyegaard paa Pallesbjerg Mark. Men flytter hun til sin Søn Christen Nielsen skal stedet hvortil Aftægten skal bringes ei være indskrevet 2, men 5 Mile – hvorfor bemærkes, at Kjærnemælken i Flytnings Tilfælde bortfalder og at der i stedet for den øvrige Mælk betales 1 Skilling Cour. for hver Potte og for Ildebrændselet 4 Rbd. Cour., samt at Adgangen til Aftægtsværelset maae staae hende aaben til Afbenyttelse, om hun skulle beslutte at vende tilbage.”
Selv et eventuelt tilbagetog er sikret.

Selv om man i dag kunne fristes til at se en sådan aftægtskontrakt som udtryk for mistillid mellem generationerne, må man erindre sig, at dette var en almindelig måde at sikre sig sit underhold i alderdommen – også eventuelle ”efterkommende Eiere af nævnte Gaard” er forpligtet over for Ane Kirstine Pedersdatter.

Og i forhold til sønnen Mads Nielsen, der overtager en på det nærmeste gældfri ejendom – panteobligationer til Chr. Madsen er afmeldt samtidig med skødets tinglæsning, muligvis ved at Ane Kirstine har betalt gælden ud af købesummen – er det vel en ganske rimelig ordning. Og som sidste økonomiske arrangement i rækken af adskillige, er det vel også en passende afslutning på familien Niels Madsens historie.

Nuværende adresser:
Nygård, Sognefogedvej 9, Staby
Kronborg, Sognefogedvej 3, Staby
Skadborg, Gl. Skolevej 2, Staby

Forkortelser der forekommer i teksten:
Skpr. =  Skæpper
Fr. = Fjerdingkar
Alb. = Album
1 Tønde = 8 skæpper a 4 Fjerdingkar a 3 Album
Rdb. = Rigsbankdaler – indført i 1813 som afløser for Kurantdaleren